I årets 2. kvartal faldt det påbegyndte byggeareal fra 1,48 mio. m2 til 1,34 mio. m2 – et fald på 10 % fra 1. kvartal 2023. Det årlige fald siden 2. kvartal 2022 var på næsten 33 %.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Arealet af det tilladte byggeri steg fra 1,53 mio. m2 i 1. kvartal 2023 til 1,67 mio. m2 i 2. kvartal 2023, hvilket svarer til en stigning på 9 %.
Ifølge Danmarks Statistik er der dog stadig tale om et årligt fald på 18 % siden 2. kvartal 2022.
Alle tal er korrigeret for normale sæsonudsving, og herudover er der korrigeret for forsinkede registreringer i BBR, hvilket primært påvirker det påbegyndte byggeri og i mindre grad det tilladte og fuldførte byggeri.
Færre påbegyndte og fuldførte byggerier
Opgørelsen viser desuden, at antallet af påbegyndte og fuldførte boliger faldt med hhv. 25 % og 17 % fra første til andet kvartal 2023, hvilket svarer til 1.527 færre påbegyndte og 1.837 færre fuldførte boliger.
Derimod steg antallet af tilladte boliger med 1.319 fra 4.686 i 1. kvartal 2023 til 6.005 i 2. kvartal 2023. Det svarer til en stigning på 28 %, og det efterlader antallet på niveau med 3. kvartal 2022.
Stadig stabile forventninger
Danmarks Statistik oplyser videre, at konjunkturbarometer for erhvervene viste, at der i bygge- og anlægsvirksomheder var en ligevægt mellem andelen, der forventede en stigende omsætning, og andelen, der forventede en faldende omsætning.
Tallene for forventningerne til omsætningen i de kommende seks måneder har siden marts og til og med august ligget mellem -6 og 2, mens tallene i de foregående seks måneder lå mellem -15 og -28.
Opgørelsen skal generelt tages med forbehold, da datagrundlaget grundet forsinkede indberetninger til BBR, er usikkert.