Fra d. 1. januar 2023 bliver det almene boligselskab Thisted Bolig medlem af det landsdækkende boligadministrationsselskab, Boligkontoret Danmark.
Hos Thisted Bolig, der har 1.317 almene lejeboliger i Thy, ser formand Lilly Thorsen frem til, at boligselskabet bliver styrket og samtidig beholder sin lokale forankring i en tid med mange skærpede krav som blandt andet øgede effektiviseringer i driften.
– Vi er et mindre boligselskab, så det bliver en styrke at få en stor og kompetent spiller i ryggen, siger hun og suppleres af adm. direktør i Boligkontoret Danmark, Lars Lehmann:
– Jeg er overbevist om, at man i Thisted Bolig har set rigtigt i forhold til vigtigheden i at indgå i et større foreningsfællesskab, hvor såvel ansatte, beboerdemokrater og beboere kan opnå robusthed og få adgang til udviklingskraft i form af ekstra specialiserede kompetencer og ressourcer, siger direktøren, der tiltrådte stillingen i sommer.
Vigtig lokal forankring
Boligselskabet kommer til at indgå i Boligkontoret Danmarks foreningsbaserede fællesskab, der består af i alt ca. 32.000 almene lejeboliger for mere end 60 almene boligselskaber landet over.
Med den nye aftale beholder Thisted Bolig sit kontor i Thisted med eget personale, og det har været en vigtig faktor i beslutningen, fortæller formanden:
– Det har været altafgørende, at vi kan beholde den lokale forankring og nære kontakt med vores beboere, samtidig med at vi får fornyelse og endnu mere ekspertise ind.