Boligsalget stiger over 11 pct. – “ekstraordinært lavt”

I august blev der solgt over 7.000 boliger, men man skal helt tilbage til 2015 for at finde lavere boligsalg for den måned.
Det landsdækkende hussalg for august i år ligger 4,6 % over gennemsnittet for samme måned i årene før corona. Foto: Boligsiden.
Det landsdækkende hussalg for august i år ligger 4,6 % over gennemsnittet for samme måned i årene før corona. Foto: Boligsiden.

Ifølge nye handelstal fra Boligsiden blev der i alt solgt 7.097 boliger i Danmark i løbet af august måned, og dermed blev sommeren rundet af med en stigning på 11,5 % i handelsaktiviteten sammenlignet med juli måned.

Salgstallet er dog ekstraordinært lavt, for ser man bort fra boligsalget i august 2022, skal man tilbage til 2015 for at se et august-salg af boliger, som er lavere end det aktuelle for i år. Og til sammenligning med det gennemsnitlige august-salg i årene 2015-2019 før corona, blev der solgt 4,3 % færre boliger i august måned i år.

Grafen viser udviklingen i det samlede boligsalg i perioden fra jan. 2015 til aug. 2023. Kilde: Boligsiden.
Grafen viser udviklingen i det samlede boligsalg i perioden fra jan. 2015 til aug. 2023. Kilde: Boligsiden.

Boligsidens tal viser, at der blev solgt 4.214 villaer og rækkehuse i august, hvilket er 8,9 % flere solgte huse end i juli måned.

Desuden gælder det for fire ud af fem regioner, at hussalget er steget fra juli til august.

I Region Sydjylland og Region Hovedstaden blev solgt henholdsvis 12,7 % og 12,3 % flere huse fra juli til august, mens hussalget i Region Sjælland faldt med 0,6 % i perioden.

– Også hussalget er kommet efter den vanlige nedgang i salget i juli måned, hvilket synes at være gældende i store dele af landet. Endda i en sådan grad, at det landsdækkende hussalg for august i år ligger 4,6 % over gennemsnittet for samme måned i årene før corona, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Relateret indhold