Boligmarkedet er delt midt over

Det er stadig sælgers marked vest for Storebælt. Dermed vokser forskellene på boligmarkedet, påpeger DI´s boligøkonom Bo Sandberg.

I øjeblikket udbygges forskellene på et ret todelt boligmarked, i hvert fald når man ser på, hvor mange boliger, der er udbudt til salg i de forskellige dele af landet.

Generelt er handelsaktiviteten for ejerlejligheder faldende – og det vil den forestående studiestart i universitetsbyerne næppe rokke fundamentalt ved – og malet med bred pensel er boligudbuddet i det hele taget i Region Hovedstaden nu klart ved at overstige efterspørgslen.

Således er der ifølge Boligsidens tal her i august 2022 54% flere enfamiliehuse på markedet end sidste år ved samme tid, og 41% flere ejerlejligheder.

Årsagen til, at boligudbuddet nu overstiger efterspørgslen især i Hovedstaden og Nordsjælland er, at det er de dele af landet, hvor boligpriserne indtil for nyligt er steget mest – og når så boligrenterne i løbet af foråret sammen med inflationen på ret kort tid har gjort det sværere at finansiere et boligkøb, så er efterspørgslen især vigende i de dyreste områder.

Set med virksomhedernes briller er det isoleret set positivt, at der er kommet flere ejerboliger at vælge mellem øst for Storebælt – det er en fordel i forbindelse med jobskifter på det stadig brandvarme arbejdsmarked.

Men dels sker udviklingen på en kedelig baggrund, hvor boligefterspørgslen af nød er bremset kraftigt op i 2022 og dels skal man i den forbindelse også se på det samlede boligmarked, herunder adgangen til lejeboliger.

Stik omvendt forholder det sig – igen malet med bred pensel – vest for Storebælt. Her er der stadig i betydelig grad tale om “sælgers marked” på boligmarkedet fordi boligudbuddet er historisk lavt. Det gælder især Nordjylland, Sydjylland og Fyn.

Ifølge de nye tal fra Boligsiden.dk er der primo august 2022 kun godt 4.500 enfamiliehuse på markedet i hele Region Nordjylland – dermed er boligudbuddet kun 0,5% større end ved samme tid sidste år.

Tilsvarende er der i hele Region Syddanmark lige nu kun godt 6.800 villaer eller rækkehuse at vælge mellem, hvilket er en beskeden stigning på 2,0% siden august 2021, hvor boligefterspørgslen stadig var voldsom. Og samme tendens med blot meget lille stigning i boligudbuddet i de to regioner gør sig også gældende for ejerlejligheder.

Samlet er boligudbuddet ret markant på vej frem fra et historisk lavt udgangspunkt – men i øjeblikket altså især øst for Storebælt. Fra bunden blev nået i uge 7 i år med kun 35.400 boliger til salg i hele landet, var der ifølge Boligsiden.dk i uge 30 ca. 44.700 boliger til salg, dvs. en stigning i boligudbuddet på 26% på under et halvt år.

Relateret indhold