ATP Ejendomme skifter til dansk solenergi

En aftale med Better Energy indebærer, at al den strøm, ATP Ejendomme selv indkøber til sine ejendomme, udelukkende vil blive dækket af grøn strøm.
Med en kapacitet på 35 MW vil den nye solcellepark levere grøn strøm svarende til det årlige elforbrug hos ca. 22.500 danskere.
Med en kapacitet på 35 MW vil den nye solcellepark levere grøn strøm svarende til det årlige elforbrug hos ca. 22.500 danskere.

ATP Ejendomme har indgået en el-købsaftale med Better Energy, som betyder, at fra slutningen af 2022 vil elforbruget hos ATP Ejendomme blive udlignet af den tilsvarende elproduktion fra en ny dansk solcellepark opført af Better Energy.

Dermed tilføres den samme mængde ny grøn strøm til elnettet, som der forbruges på fællesarealer i ejendommene samt hele forbruget i ATP Ejendommes egne kontorer i København og Aarhus.

Om aftalen udtaler Martin Vang Hansen, adm. direktør i ATP Ejendomme:

– Vi er meget tilfredse med, at vi skifter hele vores el-indkøb til grøn strøm og dermed medvirker til at accelerere den grønne omstilling og mængden af vedvarende energi i Danmark. At øge bæredygtigheden af vores ejendomme er til gavn og glæde for vores kunder samtidig med, at det skaber et bedre langsigtet afkast til vores medlemmer. For os som ejendomsejer er det et attraktivt match, som understøtter både et stigende kundeønske og øgede bæredygtighedskrav til ejendomsbranchen.

Et samlet stort skridt

ESG-chef i ATP Ejendomme, Peter Hebin Bruun, supplerer:

– Vi har løbende sænket CO2-udledningen fra vores ejendomsportefølje i form af en lang række forskellige energiforbedringer og ser frem til med den nye el-købsaftale at tage yderligere et samlet stort skridt i den rigtige retning. Vi har i forvejen etableret solceller på en række af vores ejendomme og kan med aftalen sikre ny grøn strøm til elforbruget på fællesarealerne i alle vores ejendomme.

Forbrugeren driver grøn omstilling

Better Energys nye solcellepark skal opføres i Stevning ved Sønderborg og færdigbygges i løbet af 2022. Med en kapacitet på 35 MW vil solcelleparken levere grøn strøm svarende til det årlige elforbrug hos ca. 22.500 danskere. Desuden vil solcellerne blive etableret på markedsvilkår uden statsstøtte.

– Det gør en verden til forskel, når virksomheder som ATP Ejendomme indgår elkøbsaftaler, der har reel effekt på opførelsen af nye vedvarende energianlæg. På den måde er det dem, der forbruger strømmen, der driver den grønne omstilling. Derfor er vi rigtig glade for partnerskabet med ATP Ejendomme og for at kunne understøtte deres bæredygtighedsindsats, udtaler Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy.

Relateret indhold