Aarsleff på opkøb i Norge

Aarsleff køber sig ind på det norske marked for rørfornyelse.
Per Aarsleff A/S udvider i Norge med opkøb. Pressefoto.
Per Aarsleff A/S udvider i Norge med opkøb. Pressefoto.

Per Aarsleff Holding A/S køber 51 procent af norske Olimb Groups rørfornyelsesaktiviteter.

Transaktionen er sat sådan sammen, at Aarsleff erhverver 51 procent af aktierne i et nyetableret selskab, som inden transaktionens gennemførelse vil få tilført Olimb Groups nuværende rørfornyelsesaktiviteter.

Samtidig er det aftalt, at Aarsleff får en option på at købe de resterende aktier til indre værdi senest i 2022. Den samlede pris for 100 procent af selskabet er fastsat til 103 millioner danske kroner.

Førende i Norge

Olimb beskæftiger cirka 100 medarbejdere og har en omsætning på omkring 165 millioner kroner. Selskabet havde i 2016 et driftsresultat, EBIT, på cirka 13 millioner kroner.

Olimb er førende på det norske marked for opgravningsfri ledningsfornyelse, hvor selskabet er respekteret som en innovativ og seriøs specialentreprenør, der udfører opgaver for offentlige, industrielle og private kunder.

Selskabet bliver en del af Aarsleff Rørteknik-segmentets samlede aktiviteter, og det er hensigten at bygge videre på Olimbs førende position i Norge opnået efter mere end 40 års aktiviteter inden for opgravningsfri ledningsfornyelse.

Skal udnytte synergier

Aarsleff har de senere år, og i mindre omfang, udført tilsvarende opgaver i Norge. Disse aktiviteter har været organiseret fra Danmark.

Erhvervelsen af Olimb Groups rørfornyelsesaktiviteter vil gøre det muligt i større grad at anvende Aarsleffs egenudviklede metoder og produkter internationalt samt i det hele taget at udnytte synergier og effektiviseringsmuligheder.

Transaktionen vil blive gennemført i første halvdel af september 2017.

Overtagelsen ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2016/2017.

Relateret indhold