Pier 3 på Aarhus Ø er et af de sidste ubebyggede arealer i midtbyen. Her skal der være plads til både boliger, grønne byrum og vandaktiviteter og meget mere.
For at sikre, at byen når mål med de store planer og gode tanker for bydelen, så anbefaler byens borgmester samt rådmanden for teknik og Miljø, Jacob Bundsgaard og Steen Stavnsbo, at man udvikler en del af området gennem et arealudviklingsselskab.
Det skal sikre mere fokus på byrummene og på sammenhængen mellem de enkelte byggefelter, så der bliver skabt de bedste forudsætninger for liv mellem husene.
Aarhus: Vi henter de bedste kompetencer
Modellen med et arealudviklingsselskab giver, ifølge politikerne, mulighed for at få kompetencer ind fra nogle af de dygtigste byudviklingsvirksomheder i verden.
Samtidig kan Aarhus Kommune som en del af arealudviklingsselskabet i langt højere grad styre kvaliteten af byggerierne og sammenhængen mellem byggefelter og byggerier, hvilket også øger indflydelsen på hvilke bolig- og ejerformer, der kommer i bydelen.
– Fordelen ved et selskab er netop, at vi kan fokusere mere på at skabe den højeste kvalitet og en helhedsorienteret udvikling i projekterne, som vi ikke i samme grad har haft mulighed for, når vi har udbudt enkeltprojekter til udviklere, siger Steen Stavnsbo, rådmand for Teknik og Miljø.
– Jeg er glad for mange af de ting, der er bygget på Aarhus Ø, men jeg ser også mulighed for at skabe endnu bedre bymiljøer, der kan leve op til, at vi gør Aarhus Ø færdig og bygger bydelen sammen med Aarhus C.
Vil bygge i international topklasse på havnen
Borgmester Jacob Bundsgaard forventer, at den nytænkende udviklingsmodel kan tiltrække byudviklingskompetencer af international klasse.
Udviklere med evnen til, på en helhedsorienteret måde, at løse den komplekse opgave det bliver at udvikle en god by på Pier 3.
– Pier 3 skal være en attraktiv og venlig bydel med liv mellem husene, grønne byrum, aktiviteter på vandet og meget mere. Arbejdet vil derfor være præget af høje ambitioner og et klart fokus på at sikre kvalitet og en sammenhængende byudvikling. Og for at nå dertil vil vi inddrage fællesråd og borgere, så alle gode idéer kommer i spil, siger borgmesteren.
Inden der oprettes et arealudviklingsselskab, vil Aarhus Kommune gennemføre en større borgerinddragelsesproces, der skal sikre, at aarhusianerne får mulighed for at bidrage med deres ønsker og gode ideer til den fremtidige udvikling af Pier 3. Selskabet vil blive forpligtet til at videreføre udbyttet af den indledende inddragelse.