Børnehuset Tranehaven
- Adresse: Tranehaven 31, 2605 Brøndby
- Byggestart: August 2022
- Afsluttet: Februar 2024
- Budget: 42 mio. kr.
- Bygherre: Brøndby Kommune
- Bygherrerådgiver: JJW Arkitekter
- Totalentreprenør: Jönsson Entreprise
- Arkitekt og landskabsarkitekt: Pluskontoret Arkitekter
- Ingeniør: Sweco
- Omfang: 1.650 kvm, 2 etager, 1 bygning. Projektet omfatter opførelse af ny daginstitution med tilhørende udearealer. Daginstitutionen udføres i hhv. 1 og 2 plan og forudsættes at huse 160 børn med tilhørende personale.
- Bæredygtighed: Opføres efter BR-2018-kravene
- Kilde: SMART/Byggefakta
I februar stod byggeriet af Brøndby Kommunes nye, spektakulært profilbørnehus, Tranehaven, færdigt. Nu har børn, personale og forældre så taget den integrerede insutution i brug, ligesom det er blevet indviet.
Børnehuset er opført med en særlig profil i forhold til bæredygtighed, natur og biodiversitet og får til efteråret følgeskab af endnu en profilbørnehave; Børnehuset Kirkebjerg, der opføres med en særlig profil i forhold til idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer.
Læs også: “En fed følelse”: Tidsplanen bag Danmarkshistoriens største nedrivning holdt
Der har været fuld fart i udviklingen af det nye boligområde Kirkebjerg i Brøndby, der på få år er gået fra at være et nedslidt erhvervsområde til en moderne bydel med mange børnefamilier.
– Brøndby er inde i en rivende udvikling, og med Børnehuset Tranehaven glæder vi os over, at vi kan tilbyde familierne i området nogle fantastiske rammer til deres børn. Her er tænkt i gode løsninger og taget nogle bevidste bæredygtige hensyn både i forhold til selve byggeriet og udearealerne, siger formand for Børne- og Skoleudvalget, Anette Pilmark.
Det nye børnehus har plads til 160 børn, der får glæde af en multisal, spændende udearealer og et natur- og science-laboratorie, hvor børn og voksne sammen kan udforske og eksperimentere med verdenen omkring sig.
Læs også: Skybrudssikrer Harrestrup Å for 200 mio. kr.
Grønt er en selvfølge
Borgmester Kent Magelund glæder sig over det færdige resultat, som forener behovet for stor kapacitet med små og nære rammer for de mindste børn:
– Her er alt det grønne en selvfølge. Fra valg af byggematerialer til de grønne omgivelser, grønne tage og træbeklædte facader. Selv den traditionelle legeplads er konverteret til en legehave, hvor det grønne bevares og tænkes ind i børnenes leg og pædagogiske aktiviteter, siger borgmesteren, der netop har meddelt, at han med udgangen af maj går på pension efter otte år som borgmester.
Det er entreprenørselskabet Jönsson, som i 2022 vandt opgaven sammen med Pluskontoret Arkitekter og OJ Rådgivende Ingeniører, der har stået for opførelsen af Tranehaven. Den Aarhus-baserede tegnestue har stor erfaring i at designe bl.a. skoler og børnehuse i hele landet.