Af Jacob Egevang
Fra levering til drift går der under en time – så er der stabil elforsyning på den afsidesliggende byggeplads. Således lyder den korte fortælling om AK Sunpowers nyligt patenterede løsning, der kan forsyne byggepladser langt fra alfarvej med byggestrøm, eksempelvis byggepladser i arktiske egne.
I afsidesliggende egne kan det i sagens natur være en udfordring at tilvejebringe stabil elforsyning til byggepladser. Det faktum gør den Viborg-baserede virksomhed AK Sunpower nu op med ved at tilbyde en løsning, som uden brug af dieselgeneratorer sætter strøm på enhver byggeplads, der ikke kan tilsluttes et traditionelt forsyningsnet. Dog er der backup fra en generator, hvis det bliver nødvendigt.
– I dag anvender man typisk dieselgeneratorer på byggepladser uden traditionel elforsyning. Afhængig af el-behovets omfang, skal man se vores off-grid solcelleløsning som et supplement, der både kan reducere omkostninger og klimabelastning, fortæller Carsten Kriegbaum, der er direktør i AK Sunpower.
Nyt, men gennemtestet
Efter en grundig prototypeperiode, som blev afsluttet i sommeren 2023, har AK Sunpower allerede leveret de første transportable solcelleanlæg til byggepladser i Danmark.
– Fra kunden har bestilt et AK Sunpower solcelleanlæg, går der ikke mere end en måned, før vi leverer en plug and play-løsning, som enhver elinstallatør kan tilslutte på meget kort tid. Vi har forberedt løsningen hjemmefra, så det ikke kræver særlige el-kompetencer at sætte anlægget i drift, uddyber Carsten Kriegbaum.
CO2-reduktion på byggepladsen
AK Sunpowers solcelleanlæg leveres som standard med et backupbatteri på 10 kW. Så når anlægget producerer strøm ud over det aktuelle forbrug, lagres en pæn mængde el på anlæggets batteri. Solcellestrøm fra anlægget bidrager til at nedbringe CO2- udledningen på byggepladsen, og med det store backupbatteri er det sjældent, at den producerede strøm går op i den blå luft.
– Virksomhedens anlæg kan naturligvis også anvendes som et CO2-reducerende supplement på byggepladser, der allerede er tilsluttet et traditionelt forsyningsnet. Som bygherre kan man med bare ét af vores anlæg reducere udledningen på sin byggeplads med cirka 1,5 ton CO2 årligt, siger Carsten Kriegbaum.
Vægt og størrelse
Et 10 kW anlæg inklusive inverter, batteri og el-skab vejer omkring 2.300 kilo. Byggeri og anlægget leveres som en færdig løsning på et vejrbestandigt, helgalvaniseret stel, der nemt foldes ud og placeres på et par containere eller skurvogne. På den måde skabes der som bonus et overdækket arbejdsområde på byggepladsen.
Byggeri og anlægget består af fire elementer, som på hver side har solceller i skrå position med en kiphøjde på knap en meter. Når anlægget er foldet helt ud, er det samlede areal godt fem gange otte meter. Byggeri og anlæggets konstruktion gør det nemt at opsætte, og når der opstår behov for at flytte det til andre steder på byggepladsen, kan det pakkes og reinstalleres på omkring en time.