Det kræver et paradigmeskifte og en ændring af den måde vi designer på for at vende udviklingen og bygge mere med træ og biobaserede materialer. Vi skal også nytænke vores succeskriterier for bygninger og arkitektur, lyder det fra den prisvindende engelske arkitekt Andrew Waugh, der i næste uge besøger Building Green Aarhus for at inspirere og dele sine tanker med den danske byggebranche.
Hvor vi i Danmark først indenfor de seneste år er begyndt at bygge markant flere (høje) træbyggerier, har Andrew Waugh og hans London-tegnestue Waugh Thistleton Architects arbejdet med træbyggeri de sidste mere end 20 år. De sidste 7-8 år har tegnestuen udelukkende bygget i træ.
Men det er ikke nok, at nogle enkelte tager de træbaserede handske op. Der er brug for et paradigmeskifte i byggebranchen, for det kræver en større ændring at bygge mere i træ og mere biobaseret:
– Vi har i årevis tænkt, at vi stod foran et simpelt skift fra beton og stål til træ, men så simpelt er det ikke. Når der bygges i træ, er fokusset ofte på, at der bygges højt eller stort, men træbygninger er slet ikke gode til at være høje. Der skal bruges en masse cement eller jern for at bygningen ikke svajer i vinden, og det er et problem at ‘højt’ og ‘stort’ er et af vores mest anerkendte kriterier for succes. Det gør, at der egentlig stadig bygges betonbygninger men med træ som materiale, siger Andrew Waugh.
Med til paradigmeskiftet hører derfor også en ændring af den måde, vi designer vores bygninger på og ikke mindst en ændring af vores succeskriterier:
– Vi er simpelthen nødt til at designe anderledes, og vi er nødt til at ændre vores succeskriterier for bygninger og arkitektur. Så længe kriterierne er tilpasset beton, er det næsten umuligt at få succes med at bygge i træ. Jeg vil hellere bygge, så arkitekturen passer ind i det landskab, der allerede eksisterer, og bygge på en måde, der gør folk glade, trygge og får dem til at sove godt. For mig er det et mere relevant måleredskab for succes i arkitekturen, lyder det fra arkitekten.
En tredjedel mindre CO2
Når Andrew Waugh gæster Building Green Aarhus i næste uge, vil han uvægerligt opfordre byggebranchen til at samarbejde og stille skarpt på, hvordan vi kan nedsætte vores forurening. Han vil dog ikke love, at det bliver nemt, især ikke fordi arkitekter er opdraget til at bygge overvældende og stort og udtrykke sig som individualister.
Som eksempel på hvordan man kan bygge anderledes og mere CO2-venligt, vil han på Building Green også fortælle om et af tegnestuens seneste projekter; The Black and White Building midt i London.
Projektet har udledt næsten en tredjedel mindre CO2 end hvis den var bygget i beton, den er designet til at lagre kulstof og er drevet af 100 % vedvarende energi. Men når Andrew Waugh ser på projektet, er det stemningen, han er stolt af:
– Det var vigtigt for mig at være med til at designe en bygning med fokus på at få dem inde i den til at føle sig afslappet, fokuseret og glad. Og jeg synes, at det lykkedes – bygningen har en masse god ‘hygge’. Det er ikke en bygning, som er designet til at intimidere eller imponere. Eller jo, måske imponere en smule, men på en anden måde, afslutter Andrew Waugh.
Building Green afholdes den 3. og 4. maj i Aarhus Congress Center. Se programmet her.