21Ø – Erhvervshub
- Arkitekt: Dissing+Weitling
- Rådgivende ingeniør (konstruktioner og installationer): EKJ A/S
- Brandrådgivning: Brandgruppen ApS
- Bygherrerådgiver: Sweco Danmark A/S
- Totalentreprenør: Raundahl & Moesby A/S
- Bygherre: ATP Ejendomme
Nu sker det. Efter mange års debatter og skrinlagte projekter er Københavns nyeste spektakulære bolig- og erhvervsprojekt godt på vej.
På det øde, vindblæste hjørne af Vibenshus Runddel opfører ATP Ejendomme et 15.000 m2 erhvervshub med boliger og kontorer. I alt 77 lejligheder og 9000 kvm erhverv med plads til 600 arbejdspladser.
Med placeringen for enden af Helsingørmotorvejen er det indgangen til København gennem de første bebyggelser på Østerbro og navnet på byggeriet bliver 21Ø.
– Hjørnet ved Vibenshus Runddel modsat Fælledparken er kendt for de fleste københavnere, og her opfører vi en bolig- og erhvervsejendom, som vi mener på alle måder lever op til denne centrale placering, siger Jan Johansen, ejendoms- og udviklingsdirektør i ATP Ejendomme og fortsætter:
– 21Ø skal være en hub for de mennesker, der bor og arbejder i ejendommen og samtidig signalere en åbenhed, som inviterer naboer og nærmiljøet indenfor.
21Ø bliver udformet som en fleksibel ejendom med kontor, butik og boliger. Kontorejendommen på 9.000 m², opdeles i 18 lejemål på mellem ca. 200 og 800 m².
Boligejendommen bliver ca. 6.000 m², hvor en eksisterende ejendom mod Jagtvej renoveres. Der indrettes i alt 77 lejligheder til udlejning: 26 ungdomsboliger, 47 familieboliger og 4 store 7-værelses lejligheder, der udlejes som møblerede værelser.
Bygningens facader udføres i en blanding af lyse og mørke teglsten. Taget beklædes med mørke metalplader, og der etableres en stor tagterrasse for ejendommes beboere.
Byggeriet starter i dette forår. Boligerne forventes klar til indflytning i starten af 2025 og kontorlejemålene i efteråret 2025.
Det er entreprenøren, Raundahl & Moesby, der har fået opgaven i totalentreprise.