I Litauen skal PLH Arkitekter gøre nethandel til en shopping-oplevelse

Med et innovativt design har tegnestuen vundet en international konkurrence om at tegne Urban Hub i Litauen - farvel til pakkeshops og grå lagerhaller og tilbage til shoppingoplevelsen, når man handler på internettet.
I Litauen vil man med Urban Hub gøre handel på internettet til en shoppingoplevelse. Foto: PLH Arkitekter
I Litauen vil man med Urban Hub gøre handel på internettet til en shoppingoplevelse. Foto: PLH Arkitekter

PLH vinder opgaver i Øst

  • Det er ikke første gang, at PLH Arkitekter og SBA Urban arbejder sammen om banebrydende arkitekter.
  • I 2009 slog Green Hall, en 14 etager høj forretningsbygning ved Neris-floden i Litauens hovedstad Vilnius, dørene op.
  • Også her var det PLH Arkitekters design, der vandt arkitektkonkurrencen.
  • Derudover har PLH Arkitekter designet en ny fabrik til produktion af træmoduler til boligbyggeri for SBA i byen Klaip?da i det nordvestlige Litauen.

I Litauen tager man nu et opgør med den traditionelle måde at nethandle: Et par hurtige klik, og så en tur til den lokale pakkeshop eller lagehaller og hente pakken.

Hurtigt og effektivt, men også en flad oplevelse, for dem, der kan lide at shoppe eller gøre indkøbet til en lille begivenhed.

I Kaunas, Litauens næststørste by, vil man nu give shoppingoplevelsen tilbage til internethandlen. Det sker med opførelsen af Urban Hub, et e-commerce hub, som skal være en shopping-destination på hele 67.000 kvm.

Med et innovativt design har PLH Arkitekter vundet den international arkitektkonkurrence om at tegne det nyskabende hub.

Væk er de traditionelle pakkeshops og lagerhaller, hvor folk kun kommer for at hente, hvad der er bestilt på nettet. I stedet byder PLH Arkitekters design på et levende bymiljø med showrooms, cafeer og indbydende grønne torvepladser.

– Pakkeshops eller lagerhaller er ofte uinspirerende omgivelser, hvor man alene kommer og går for at hente sine pakker. Med Urban Hub har visionen været at skabe det modsatte – et levende og inspirerende sted, der indbyder til besøg, ophold og oplevelser, siger Steen Enrico Andersen, seniorpartner hos PLH.

– Derfor har vi skabt en dynamisk og moderne shopping-by med nogle af de kvaliteter, man finder i ældre bydele. På turen ned ad gaderne bliver man mødt af forskellige facader, bygningshøjder, pladser, små afkroge og forskellig grøn beplantning. På den måde fører hvert skridt nye oplevelser med sig.

Ifølge SBA Urban ramte PLH plet med at sammenkoble arkitekturen med funktionalitet og oplevelser.

– Som fans af flot arkitektur rykker vi konstant grænser. Kedelige lagerbygninger er ikke noget for os, siger Rasa Peciulaite, chef for ejendomsudvikling hos SBA Urban.

– Derfor søgte vi efter et design, der ville redefinere oplevelserne og omgivelserne, vi traditionelt forbinder med afhentning af pakker bestilt på nettet. Og det er præcis, hvad holdet fra PLH Arkitekter har leveret – et nyt koncept og ny forretningsmodel, der tilpasser sig shoppernes skiftende vaner og de handlendes behov.

– Byens hyggelige gader og samlende miljøer skaber et indbydende sted at shoppe og et sted, hvor kunder og medarbejdere vil nyde at være og tilbringe tid.

Urban Hub har et samlet budget på 92 mio. euro – svarende til 684 mio. danske kroner. Efter planen går byggeriet i gang i løbet af første kvartal 2023 og vil strække sig over tre forskellige faser, der hver omfatter mellem 22.000 og 24.000 m2.

Relateret indhold