Beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren har sjældent været højere, end den er i dag, og har i længere tid fået håndværkere fra nær og fjern til at valfarte til København og omegn for at hjælpe til med de mange aktuelle nybyggerier og renoveringsprojekter.
Faktisk rejser så mange håndværkere for tiden til hovedstaden, at det i perioder kan være svært at finde indlogering, og derfor har tre søskendepar nu bygget et nyt håndværkerhotel på Estland Alle i Høje Taastrup med navnet MyHotel.
Producenten af præfabrikeret modulbyggeri, Concept Living, står for opførelsen, og valget af netop modulbyggeri skyldes ifølge medinvestor Mikkel Merrild, at der ikke er tid at spilde:
– Vi var på udkig efter en løsning af høj kvalitet, der samtidig kunne realiseres inden for relativt kort tid, og det var blandt andet én af grundende til, at vi valgte Concept Living til opgaven, siger han.
Klargør byggeplads og producerer moduler samtidig
Det nye håndværkerhotel kommer til at bestå af 34 enkeltværelser med eget bad og toilet fordelt på to etager samt et fælleshus med opholdsrum og fælles køkken. Udover badeværelse vil alle værelser blive udstyret med en bred boksmadras, et tv, skabssortiment samt tekøkken.
– Vi har i vores produktion i Engesvang mulighed for at klargøre byggepladsen sideløbende med, at modulerne produceres. Kombineret med vores mange års erfaring med modulbyggerier til hoteller kan vi derfor levere byggeriet inden for kun fire måneder. På den måde kan bygherren hurtigst muligt – og mens byggeaktiviteten fortsat er høj – hurtigt komme i gang med udlejningen af de mange værelser, lyder det fra direktør hos Concept Living, Kjeld S. Facius.
Et hotel af høj kvalitet
Det nye hotel skal dog ikke kun være hurtigt leveret, men også tage sig godt ud:
– Ét af de væsentligste krav fra bygherre var, at hotellet for alt i verden ikke må minde om en skurby, men derimod et hotel af høj kvalitet, siger Kjeld S. Facius og fortæller, at værelserne og de tilhørende modulbyggede badeværelser bliver af fornuftig størrelse, som passer til den gængse håndværker.
Modulbyggeri giver mange muligheder
Ifølge Mikkel Merrild gjorde valget af modulbyggerier det nemt at finde frem til én samlet løsning med de helt rigtige materialer som eksempelvis døre og skabe samt lamper og stik til hotellets værelser:
– Med modulbyggeri er der mange valgmuligheder at vælge mellem, men også et overskueligt priskoncept. Og det har gjort det nemt for os at lave en skræddersyet løsning, der passer til vores koncept, hvor håndværkere kan føle sig hjemme, og vi glæder os derfor til at slå dørene op til sommer, hvor hotellet forventes at stå færdigt, siger han.
Byggeriet forventes opført i uge 20.