Port of Aalborg: Første af seks lagerhaller i stort lager- og logistikcenter er rejst

Den første af seks nye haller er netop rejst ved Danske Fragtmænds voksende lager- og logistikcenter i Aalborg. Hallerne bliver del af et 40.000 kvadratmeter stort lager- og logistikcenter, der nu får en helt særlig kranhal.
De eksisterende bygninger bindes sammen med de nye haller, så der bliver gennemgang hele vejen igennem. Ud over de fem nye isolerede lagerhaller og en uisoleret stålhal bliver der også opført velfærdsrum m.m. til medarbejderne. Foto: Rønd Media
De eksisterende bygninger bindes sammen med de nye haller, så der bliver gennemgang hele vejen igennem. Ud over de fem nye isolerede lagerhaller og en uisoleret stålhal bliver der også opført velfærdsrum m.m. til medarbejderne. Foto: Rønd Media

Danske Fragtmænd, nye lagerfaciliteter, Aalborg:

  • – Areal for de nye faciliteter: 16.000 kvadratmeter
  • – Befæstet areal for de nye faciliteter: 17.400 kvadratmeter
  • – Bygherre: Port of Aalborg Real Estate
  • – Grundejer: Port of Aalborg
  • – Hovedentreprenør: Svend Aage Christiansen
  • – Rådgivende ingeniør: Frandsen & Søndergaard
  • – Totalrådgiver: AK83 Arkitekter
  • – El, brandsikring og VVS: Kemp & Lauritzen
  • – Opførelse: 2021-2022

Danske Fragtmænd er i fuld gang med en større udvidelse på Østhavnen i Aalborg, som indebærer opførelsen af et nyt lager- og logistikbyggeri på samlet set 16.000 kvadratmeter. Udvidelsen skal foruden at sikre en større lagerkapacitet samle transportvirksomhedens aktiviteter på havnen i et stort lager- og logistikcenter på i alt 40.000 kvadratmeter. Og nu kan parterne glæde sig over at den første ud af bygningens seks haller netop er blevet rejst:

– Det er stort for os at se den første hal, som er en terminaltilbygning med faciliteter til pakning af lastbiler, rejse sig. Selvom der blot er nogle hundrede meter mellem vores nuværende lokationer på havnen, ser vi meget frem til at samle vores lager- og logistikfaciliteter på én lokation fremfor fire – og således drage nytte af synergierne ved det. Samtidig får vi flere kvadratmeter, og på den måde kan vi i højere grad imødekomme det øgede behov for lagerhoteller og driftstransport, siger terminalchef hos Danske Fragtmænd Aalborg, Bo Kristensen.

En helt særlig kranhal

Det er Port of Aalborg, der ejer grunden, og bygherre på projektet er Port of Aalborg Real Estate, som sendte entreprisen i EU-udbud tilbage i første halvdel af 2021. Herefter blev den nordjyske entreprenørvirksomhed Svend Aage Christiansen A/S valgt til at opføre byggeriet, der omfatter et lagerhotel, en terminaltilbygning og ikke mindst en kranhal på 4.000 kvadratmeter, som opføres helt uden søjler for at gøre det muligt at køre indenfor og læsse kranbiler.

– Vi er naturligvis glade for at være med til at opføre det nye lager- og logistikcenter, som er et særdeles fremsynet og spændende projekt, og som også qua størrelsen, placeringen og ambitionerne indebærer megen koordinering med byggeriets aktører, fortæller projektleder hos Svend Aage Christiansen A/S, Dennis Petersen.

Han tilføjer:

– Nu hvor den første hal er rejst, ser vi frem mod de næste dele af entreprisen, hvor kranhallen kan fremhæves som en særlig opgave, vi glæder os til at se stå færdigopført. Her skal kranbiler kunne køre rundt, og derfor skal byggeriet på 65×60 meter opføres helt uden søjler, og det er altid spændende og tilfredsstillende at stå for opgaver som denne, hvor der er særlige krav til byggeriet.

Fortsat i drift

Byggeriet opføres i forlængelse af Danske Fragtmænds nuværende faciliteter på Rørdalsvej, og de nye haller bliver således bygget sammen med de eksisterende bygninger, hvilket har stillet krav til koordinering af byggeprocessen for at gøre det muligt at fortsætte driften på lokationen:

– De eksisterende bygninger ligger parallelt, og den nye bygning opføres derfor på tværs, så vi får bundet faciliteterne sammen – i en slags hestesko eller et U. I og med at vi har en fragtterminal og lagerhotel på lokationen, som skal være i drift under hele byggeprocessen, som foregår klos op ad, har det derfor krævet en tæt dialog og koordinering med hovedentreprenøren, og det må man sige har foregået upåklageligt, fortæller Bo Kristensen afsluttende.

Relateret indhold