Ved årets udgang indgik regeringen en ny aftale med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet om udmøntningen af en pulje til grøn efteruddannelse og opkvalificering. Aftalen kom efter finansloven for 2021, hvor der blev afsat 100 mio. kroner årligt i 2021 og 2022 til opkvalificering og efteruddannelse inden for klimatilpasning og grøn omstilling.
Sekretariatsleder Lauritz Rasmussen, foreningen Træ i Byggeriet, der repræsenterer danske byggevirksomheder med fokus på træ, opfordrer, til, at der i høj grad bliver prioriteret en mere specialiseret viden om at bygge i træ:
– Skal det store potentiale for alvor forløses, skal der større fokus på træbyggeri i undervisningen ikke alene på erhvervsuddannelserne, men også de danske universiteter, så vi kan få endnu mere specialiseret viden om træbyggeri, siger han og tilføjer, at tiden er moden til at ændre på de gamle byggevaner, hvor cement og beton har fyldt meget i byggeriet:
– Med det store fokus på bæredygtighed i dag og de ambitiøse klimamål, vi har både her i landet og internationalt, bliver vi simpelthen nødt til at tænke i nye baner. Det gælder i særdeleshed inden for byggeriet, som er en af de helt store klimasyndere, og derfor er der også et stort behov for nytænkning på byggeuddannelserne. Vi vil derfor opfordre til, at man i optimeringen af uddannelserne gør undervisning i træbyggeri til en obligatorisk del af skoleskemaet.
– Vi har været alt for sent ude
Hos det rådgivende ingeniørfirma Moes kompetencecenter for træbyggeri oplever man en stigende interesse fra studerende, der på egen hånd forsøger at tilegne sig viden om træbyggeri.
Projektleder Dagmar Øye fortælle, at de fleste erhvervsuddannelser og universiteter også er interesserede i at få mere træ på byggeuddannelsernes pensum, men at en udbredt mangel på garvede eksperter gør det svært at finde undervisere til at stå for undervisning, projektvejledning og eksamination:
– Når vi i branchen mødes til konferencer og andre faglige arrangementer om træbyggeri, er det ofte de samme personer, der mødes. Der er nemlig ikke særlig mange eksperter her i landet med dyb og specialiseret viden om træ. Og de eksperter, der er, er allerede godt beskæftiget på deres arbejde, hvor de ofte er blandt de få, der har erfaring med træbyggeri, forklarer hun og mener, at vi i Danmark har været for sent ude i forhold til at undervise og oplære den rette mængde specialister i træbyggeri:
– Vi har faktisk været så sent ude, at det efterhånden har udviklet sig til et cyklisk problem med mangel på både studerende og undervisere med specialiseret viden på området.
Ingeniør- og arkitektuddannelserne skal omlægges
Ifølge Lauritz Rasmussen skal den onde cirkel brydes ved først og fremmest at øge fokus på efteruddannelse i træbyggeri af de ingeniører og arkitekter, der i forvejen er på arbejdsmarkedet.
Dernæst skal især ingeniør- og arkitektuddannelserne på landets universiteter omlægges, så der kommer mere fokus på anvendelse af træ i byggeriet.
Han vedkender, at træ er ved at fylde mere i universiteternes studieplaner, og i 2019 besluttede Ingeniørhøjskolen på Aarhus Universitet eksempelvis at sammensætte sine bygningsingeniøruddannelser med større fokus på træbyggeri:
– Det er selvfølgelig positivt, at uddannelsesstederne selv tager initiativ. Men skal dansk byggeri for alvor bidrage til de klimamål, vi har her i Danmark, skal træbyggeri være en obligatorisk del af pensummet på alle universiteternes byggeuddannelser, og det kræver også handling fra politisk side af, siger han.