Statens Kunstfond præmierer arkitektoniske værker, som har betydet noget særligt for dansk arkitektur, bygningens brugere og lokalmiljøet.
I år er fonden valgt at hædre fire projekter, der sætter fokus på det danske natur- og kulturlandskab.
– Arkitekturen er både noget i sig selv og i kraft af den måde, hvorpå den formår at løfte sine omgivelser frem. Det gælder om noget for årets fire præmierede projekter. De er hver især og på forskellig vis unikke og selvstændige værker. Og samtidig åbner de vores oplevelse af landskabets storhed, dets materialer, historie og foranderlighed, siger udvalgsleder for Legat- og Projektstøtteudvalget for Arkitektur Ellen Braae
Udvalget består også af Boris Brorman Jensen, Jens Thomas Arnfred, Kathrin Susanna Gimmel og Mads Bjørn Hansen.
Kalø Slotsruin er et af de fire præmierede bygningsværker og ‘står med de senere års tilpasning af beplantningen endnu tydeligere frem. Derfor er karakteren af den arkitektoniske installation – en indvendig trappe med udsigtsplateauer – og dens sensitivitet i forhold til denne på en gang robuste og sårbare ruin et lille mesterstykke’, lyder det fra udvalget.
Kornets Hus fremstår som en hybrid mellem landbrugets længebygning og bageovnens himmelstræbende typologi, beklædt med skiver af hårdtbrændt tegl.
– Huset sætter en karakterfuld og præcis ramme om dets egen funktion. Som et værksted og et stort atelier danner anlægget en smuk ramme om kornets fortælling, siger udvalget.
Om Solnedgangspladsen lyder det:
– Det er på forunderlig vis lykkedes – i ét greb – at forene Skagens magi med en foranstaltning, der skal beskytte klitrækken og det lille samfund i Højen mod Vesterhavets dynamiske kræfter.
Det sidste præmierede bygningsværk er Filsø Besøgscenter, der reetablerer natur- og menneskeskabt skønhed i forening og er som sådan et foregangsprojekt, der rummer en beretning om menneskets historiske landskabsforvaltning:
– En fortælling som det enkle og karakterfulde anlæg formidler på en overbevisende måde, siger udvalget.
Projektleder for Filsø Besøgscenter, Rasmus Stougaard, der er arkitekt og associeret partner hos Schønherr, forklarer:
– Hovedgrebets ellipseform er skabt med tanke på fuglene, der letter fra vandoverfladen. Med denne enkle forestilling har vi ønsket at formidle naturen omkring Filsø samtidig med, at vi har søgt at skabe et let opfatteligt samspil mellem adgangsvej, parkering, bro og skolestue, fortæller
Med præmieringen følger en præmieringsplakette udformet af den danske arkitekt og designer Lars Vejen. Plaketten er udformet i bruneret bronze og leveres i en speciallavet æske af genbrugstræ fra Dinesen.
Man kan ikke søge om at blive præmieret.