Lynetteholm i hus – lov om Københavns nye kunstige ø er vedtaget

Folketinget har sagt ja til anlægget af den ny kunstige halvø i Københavns Havn mellem Nordhavn og Refshaleøen.
Bred politisk enighed: København får Lynetteholm, der skal ligge i havneindløbet. Foto: PR Foto.
Bred politisk enighed: København får Lynetteholm, der skal ligge i havneindløbet. Foto: PR Foto.

Efter meget borgerdebat og ekspertkritik af mulige miljøkonsekvenser blev der i dag givet grønt lys for Lynetteholm.

Københavns nye tre kvadratkilometer kunstige ø, der placeres midt havneindløbet og både skal være klimasikring, boligområde og forbindelsesvej.

Forslaget til lov om anlæg af Lynetteholm (L220) er vedtaget af et bredt politisk flertal i Folketinget, hvor 85 stemte for, og 12 stemte imod; Bag aftalen står Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Inger Støjberg (løsgænger).

Dermed kan der komme skred i byggeplanerne, som er langsigtede, for Lynetteholm ventes først færdig i 2070.

Lynetteholm skal etableres af jord fra København og omegns anlægsprojekter. By & Havn står for etableringen af øen og forventer, at Lynetteholms samlede landareal vil være opfyldt om cirka 30 år.

Her skal Lynetteholm ligge og sådan skal det forløbe. Kilde: By & Havn.
Her skal Lynetteholm ligge og sådan skal det forløbe. Kilde: By & Havn.

Øens samlede areal bliver på 275 hektar, hvoraf en del bliver kystlandskab. Etableringen af arealet vil efter planen blive opdelt i to faser – Fase 1 og Fase 2 – hvor Fase 2 kommer til at udgøre det største landområde.

Etablering af Fase 1-område, herunder modtageanlæg og adgangsvej:

2021 (3.- 4. kvartal): Marine forundersøgelser og arkæologiske undersøgelser.

2021 (3. – 4. kvartal): Udbud af entrepriser

2022-2023: Udførelse af anlægsarbejder

2023 (1. kvartal): Drift af modtageanlæg, jordmodtagelse til Fase 1-område begynder

Etablering af Fase 2-område

2022-2023: Marine forundersøgelser og arkæologiske undersøgelser

2022 (1.-2. kvartal): Udbud af entrepriser

2022 (3. kvartal) – 2025: Udførelse af anlægsarbejder

2025: Jordmodtagelse til Fase 2-område begynder.

Relateret indhold