Dybkærskolen i tal
- Skolen skal være 10.000 etagemeter.
- Skolen skal rumme 800 elever og 90 lærer.
- Anlægsudgifterne er cirka 200 millioner kroner.
- Frem til 2021 vil der fortsat være EU-udbud af totalrådgiver, projektering og EU-udbud af entreprenør.
- Byggeriet skal foregå fra 2021-2022. Indflytningen skal finde sted i 2023.
Der er rift om at udvikle Silkeborg Kommune, som aktuelt står over for et stort skolebyggeri.
Fra 2023 skal cirka 800 elever og 90 lærer have deres daglige gang på en ny og moderne Dybkærskole. Det kræver et rådgiverteam med erfaring og kompetencer inden for skoleområdet for at løfte den opgave. Heldigvis har hele 95 enkeltvirksomheder fordelt på 24 rådgiverteams har budt ind på opgaven, skriver Silkeborg Kommune i en pressemeddelelse.
– Det er meget positivt, at så mange kvalificerede teams har ansøgt om at udvikle den nye Dybkærskole og sætte sit præg på lokalområdet i Gødvad. Det stærke ansøgerfelt giver os et godt grundlag at vælge ud fra og er med til at sikre, at vi kan udvikle en moderne, funktionel og ideel Dybkærskole for lærere og elever, siger projektleder hos Silkeborg Kommune Mette Viborg.
Den kommende tid skal kommunen sammen med D|K2 Bygherrerådgivning udvælge fire teams til projektkonkurrencen. De udvalgte teams bliver offentliggjort i efterårets løb, hvilket giver hvert team frem til årsskiftet 2020 til at udarbejde et konkurrenceforslag og tilbud. Til marts 2020 kan det valgte rådgiverteam til opgaven offentliggøres.
Den nye Dybkærskole skal opføres, fordi den eksisterende er nedslidt. Skolebyggeriet er en central del af en større helhedsplan for Gødvad, hvor Silkeborg Kommune de kommende år vil omdanne lokalområdets bymidte til et nyt samlingspunkt.
Beboerne i Gødvad kan udover en ny skole se frem til et nyt halbyggeri, et idrætsanlæg med kunstgræsbane og et byrum. Desuden anlægges der nye veje og parkering rundt om Gødvads nye samlingspunkt. Anlægget af samlingspunktets kunstgræsbane er allerede gået i gang.