Odense vinder værtskab for konference om robotteknologi i byggeriet

Odense er netop blevet udvalgt som værtsby for verdens førende konference inden for automatisering og robotteknologi i byggeriet, ISARC.
– Det her er en kæmpe anerkendelse af Odenses position som international hub for robotteknologi og grøn innovation i byggeriet. Vi glæder os til at byde verden velkommen til en by, hvor globale ambitioner møder stærke fynske løsninger, siger professor Christian Schlette fra Syddansk Universitet.

Byggeriet har i noget tid været kritiseret for ikke at være nået længere, når det gælder automatisering. Men nu ser det ud til, at der bliver taget et ryk inden for den dagsorden.

Verdens førende konference inden for automatisering og robotteknologi i byggeriet, ISARC (International Symposium on Automation and Robotics in Construction), kommer nemlig til Norden for første gang.

Læs også

Robot gør klar til at indtage stilladsbranchen

Det sker i Odenses teknologiske vækstcentrum i sommeren 2027, og Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, er begejstret for nyheden.

– Det er en fantastisk nyhed, at verdenseliten inden for robotteknologi i byggeriet kommer til Odense. ISARC 2027 er ikke bare en konference – det er en anerkendelse af Odenses position som globalt kraftcenter for teknologi og innovation, siger Peter Rahbæk Juel og fortsætter:

– Med placeringen af ISARC 2027 i Odense understreges det endnu engang, at verden kigger vores vej, når det angår robotter og automatisering. Det understøtter vores klare vision om at være centrum for en bevægelse, hvor mennesker arbejder med robotter – ikke som robotter.

Et af Europas mest markante kraftcentre

Beslutningen om at afholde konferencen i Odense er truffet af bestyrelsen i IAARC (The International Association for Automation and Robotics in Construction).

– Odense har udviklet sig til et af Europas mest markante kraftcentre for robotteknologi. Med stærke forskningsmiljøer og en tæt kobling til industrien er byen et oplagt sted at samle verdenseliten inden for robotteknologi i byggeriet, siger Ioannis Brilakis, der er præsident i IAARC.

Læs også

120.000 lagerpladser og 132 robotter – fynsk domicil står færdigt

Det er et bredt samarbejde mellem Syddansk Universitet (SDU), Odense Kommune, Invest in Odense, Odense Robotics, Odense Havn, DTU, det tyske universitet OTH Regensburg og Destination Fyn, der har skabt grundlaget for Odenses konferencebud.

– Det her er en kæmpe anerkendelse af Odenses position som international hub for robotteknologi og grøn innovation i byggeriet. Vi glæder os til at byde verden velkommen til en by, hvor globale ambitioner møder stærke fynske løsninger, siger SDU-professor Christian Schlette, der har stået i spidsen for konferenceansøgningen.

Verdens største robotcenter

ISARC samler årligt forskere, virksomheder og beslutningstagere fra hele verden, og temaerne spænder bredt: fra kunstig intelligens, digital byggepladslogistik og automatisering til bæredygtighed og data-drevne løsninger i fremtidens byggeri.

Et særligt omdrejningspunkt for konferencen i 2027 bliver verdens største robotcenter for store konstruktioner, som åbner på Odense Havn i 2026.

Læs også

Forandringerne i branchen kræver ny tilgang til projektledelse

Centret, der er forankret i SDU’s Center for Large Structure Production, skal være vært for demonstrationsprojekter, workshops og internationale netværksaktiviteter i forbindelse med konferencen.

Konferencen forventes konservativt at tiltrække omkring 300 højt specialiserede deltagere fra både forskning og erhvervsliv, oplyser Destination Fyn.

Relateret indhold