Hylder trivslen og samarbejdet: Det er også godt for bundlinjen

Boligfonden Kuben åbner nu for indstillinger til Byggeriets Trivselspris og Byggeriets Samarbejdspris, som uddeles i samarbejde med Byggeriets Samfundsansvar og Lean Construction-DK Netværket.
Christina Schulz, Sidse Buch og Morten Skaarup Jensen,
Christina Schulz fra Byggeriets Samfundsansvar, Sidse Buch direktør i Boligfonden Kuben og Morten Skaarup Jensen, seniorprojektleder i Lean Construction-DK Netværket.

Tidligere på året løftede Boligfonden Kuben og Byggeriets Samfundsansvar sløret for en ny pris: Byggeriets Trivselspris.

Prisen hylder virksomheder og organisationer i byggeriet, som arbejder målrettet med at skabe trivsel, et psykologisk trygt arbejdsmiljø og en inkluderende kultur.

Nu åbnes for indstilling af en virksomhed eller organisation.

Læs også

Kultur i byggeriet: Byggeprojektet er et spil, alle kæmper om at vinde

Direktør i Byggeriets Samfundsansvar, Christina Schulz, påpeger, at det ikke kun er medarbejdernes trivsel, som er på spil, når en virksomhed ikke behandler sine medarbejdere ordentligt.

Det er også virksomhedens bundlinje, evne til at levere kvalitet og nå deadlines, som er på spil:

– Hvis du har en hård tone og en uforsonlig kultur, er det sværere at indrømme fejl. Det kan i sidste ende betyde, at små problemer vokser sig store, fordi de ikke bliver fikset i tide. Derfor er der meget på spil, når der er en dårlig arbejdskultur på byggepladsen.

Tillid, dialog og fælles mål

De gode eksempler er også i søgelyset til Byggeriets Samarbejdspris, som uddeles af Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK Netværket.

Prisen sætter fokus på det gode samarbejde på tværs af virksomheder og organisationer:

– I byggeriet kan vi skabe noget helt særligt, når vi arbejder med hinanden i stedet for ved siden af hinanden, siger Morten Skaarup Jensen, der er seniorprojektleder i Lean Construction-DK Netværket.

Læs også

KAB og E&P viser effektiv vej til færre konflikter

– Når tillid, dialog og fælles mål binder parterne sammen, bliver komplekse opgaver til fælles succeser. Det skaber ikke bare bedre resultater, men også arbejdsglæde og innovative løsninger, der rækker langt ind i fremtiden, uddyber han.

Innovation, spild, biogene byggematerialer

Byggeriets Samarbejdspris er en videreudvikling af Procesprisen, som har sat fokus på de gode processer på byggepladsen i næsten tyve år.

Den gamle pris havde meget fokus på lean, mens den nye pris breder scopet ud, fortæller direktør i Boligfonden Kuben Sidse Buch:

Læs også

Svømmehal-skandale: Skou Gruppen stævner kommune for 48 millioner

– Vi er stadig interesseret i projekter med lean processer. Men vi vil også gerne se projekter, hvor man har taget andre samarbejdsmetoder i brug for at få mere innovation, mindre spild, flere biogene byggematerialer eller bedre samarbejder på tværs af fag.

Her kan indstilles til Byggeriets Trivselspris og Byggeriets Samarbejdspris.

Priserne uddeles til en prisfest den 19. marts næste år.

Relateret indhold