Nyborgstævnet står helt centralt hos brancheorganisationen Danske Malermestre. Det er her man mødes under afslappede former med kollegaer fra hele landet. Sådan har det været, siden vi havde det første stævne i 1950.
– Det er en tradition, at vi mødes i januar, så det er bestemt noget, vi er meget triste over, siger Danske Malermestres formand, Per Vangekjær.
– Men i lyset af coronakrisen er en aflysning det eneste rigtige. Vi kan ikke stå som en troværdig og ansvarlig erhvervsorganisation, og så samtidig afholde et kæmpe stævne med deltagelse 600-700 malermestre og leverandører fra hele landet, som potentielt kunne udvikle sig til en superspreder-begivenhed.
– Så selv om der er flere måneder til, og det er muligt, at eventuelle restriktioner for arrangementer som vores stævne kan være lempet til den tid, er det det rigtige at aflyse stævnet på nuværende tidspunkt, fastslår Per Vangekjær.