Building Green bliver aldrig det samme igen

En af landets største byggefagmesser har masser af nye tiltag i støbeskeen på ryggen af corona. Programmet foldes nu ud online i stedet for i tæt pakkede Forum.
Sådan kender man Building Green - Forum pakket med mennesker - men ikke længere. Corona-krisen har sendt arrangørerne tilbage til tegnebrættet. Pressefoto.
Sådan kender man Building Green - Forum pakket med mennesker - men ikke længere. Corona-krisen har sendt arrangørerne tilbage til tegnebrættet. Pressefoto.

Building Green – en af landets største byggefagmesser – bliver ikke til at kende igen.

Som følge af corona-pandemiens genopblussen, har man nemlig set sig nødsaget til at aflyse det altid særdeles velbesøgte arrangement i Forum, København, sidst i oktober – i hvert fald for deltagerne.

Messens oplægsholdere dukker nemlig stadig op, og hele eventen bliver steamet hjem i stuerne og til kontorerne. Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

– Vi gør noget andet i stedet. Vi nytænker Building Green og gør os uafhængige af restriktioner. Vi vil skabe et “community” inden for bæredygtigt byggeri, hvor vi samler branchen, skaber forbindelse mellem parterne og faciliterer viden, sådan som det passer bedst, lyder det blandt andet.

Podcast med mere på vej

Distribution af viden kræver kanaler. Og derfor arbejdes der lige nu intenst på at lancere et nyt magasin og en dybdegående podcast, så man som bygge-interesseret kan læse og lytte sig til viden om bæredygtigt byggeri.

Hvornår de nye tiltag er klar til udrulning, vises endnu ikke, men foreløbig kan man se alle talere og debatter på de fire scener i Forum digitalt 28. og 29. oktober, når hele jubilæumsprogrammet streames i høj kvalitet ved hjælp af en stor videoproduktion.

Det betyder, at alle frit kan vælge mellem alle indlæg. Man kan tilmelde sig streaming-oplevelsen af Building Green her.

Dagens Byggeri følger den videre udvikling.

Relateret indhold