Det var en enstemmig jury, der netop har udpeget Villum Window Collection som en meget værdig vinder af Den Danske Lyspris 2015. Villum Window Collection er en udstilling, der rummer 300 historiske vinduer fra 1600-tallet og frem til i dag.
– Lyset er en uundværlig og dybt integreret del af udstillingen. De mange særlige belysnings-opgaver er løst med stor præcision og en legende tilgang. Lyssætningen af udstillingen fortæller vinduets historie til gæsterne gennem lyset. Løsningerne er skræddersyet til hver historie, der iscenesættes og formidles, siger juryformand Anne Bay, Dansk Center for Lys, i en pressemeddelese.
Udstillingen er skabt af VKR Holding i samarbejde med designfirmaet Rosan Bosch Studio og lysdesigner Kim Borch.
Den nye permanente samling af vinduer iscenesættes i udstillingen som en rejse gennem historien, hvor tidsepoker, vinduestyper og fremstillingsteknikker sammenkobles med et humanistisk syn på vinduet i form af vinduets betydning for arkitekturen, byplanlægningen og menneskets livskvalitet.
Tidstunnelen
Udstillingen er bygget op omkring Tidstunnelen, som er en lineær rejse gennem forskellige rum og tidsaldre.Tidstunnelen giver de besøgende en stoflig og sanselig oplevelse af vinduets betydning for menneskets adgang til lys, luft og udsyn. Kunstlyset giver mange steder en fin illusion af dagslys/sollys, idet lyset tegner lysfelter på gulv, vægge og vinduesrammer.
Det fremhæves, at der er arbejdet grundigt med lyset, og der er gjort brug af alle finesserne i værktøjskassen, så lyset skaber den tilsigtede effekt. Der er desuden udvist stor originalitet i forbindelse med udarbejdelsen af illusionen om Versailles dagslys-belyste spejlsal og illusionen af Hammershøis lys. De mange effekter i kunstbelysningen virker ifølge juryen helt naturlige i udstillingens helhed.
Stemnings- og rumskabende element
– Villum Window Collection er ikke bare en udstilling af vinduer, men også en udstilling af lyset som stemnings- og rumskabende element. I udstillingen kan lysinteresserede lære rigtigt meget om lysets virkning på rum, farver og materialer. Belysningen er udført med stor viden, grundighed og indlevelse i opgaven. Det er meget tydeligt, at der har været et godt, kreativt og tværfagligt samarbejde mellem bygherre, arkitekt og lysdesigner. Det viser sig blandt andet i, at lyssætningen og udstillingselementerne er svære at skille ad, siger Anne Bay.
Der var i alt fire nominerede projekter til Den Danske Lyspris 2015. De øvrige projekter er: Interferen interaktiv tunnel i Kolding, Langebro i København og Ny Carlsberg Glyptotek i København.