Tilbage i december informerede rektor Torben Nielsen Arkitektskolen Aarhus om, at han efter 14 år på posten ikke ønskede at genansøge stillingen. Det var der i stedet 16 andre kvalificerede ansøgere fra både ind- og udland, der ville, og nu har bestyrelsen for arkitektskolen ansat 51-årige Kristine Leth Juul som ny rektor med start den 1. august 2024.
Kristine Leth Juul blev i 2017 ansat som prorektor på Arkitektskolen Aarhus, og inden da var hun 13 år hos tegnestuen Møller & Grønborg, hvor hun både var direktør og partner i en længere årrække.
I 2022 færdiggjorde Kristine Leth Juul en masteruddannelse i ledelsesudvikling fra Copenhagen Business School, og hun har sideløbende med sin tid på Arkitektskolen Aarhus varetaget bestyrelsesposter i henholdsvis Realdania og Akademisk Arkitektforening.
Master i ledelsesudvikling
Bestyrelsesformand Carsten With Thygesen siger:
– Kristine Leth Juul har en profil, der både rummer konkret ledelseserfaring fra en tegnestue, syv succesfulde år som prorektor og en masteruddannelse i ledelsesudvikling. I bestyrelsen er vi sikre på, at hun med sine personlige, ledelsesmæssige og faglige kompetencer vil være med til at fastholde og udbygge skolens position som en af de allerbedste arkitektskoler i Europa og samtidig videreudvikle de mange igangværende initiativer, der skal åbne skolen mod omverdenen og bygge broer til arkitektbranchen og erhvervslivet.

Sælger Arkitektskolens bygning på Nørreport i Aarhus
– Med Kristine Leth Juul mener vi, at vi har fundet den rektor, der er i stand til både at tage Arkitektskolen Aarhus til en endnu stærkere position i den danske og internationale arkitekturverden og samtidig tage vare på det eksisterende.
Kan indtage en betydende rolle
Kristine Leth Juul, der selv blev uddannet fra Arkitektskolen Aarhus i 2001, siger:
– Arkitektskolen Aarhus er en dynamisk uddannelses- og forskningsinstitution, som står på et særdeles solidt fundament og med en stærk samarbejdskultur. Jeg er sikker på, at vi i endnu højere grad kan indtage en betydende rolle som aktiv samfundsaktør og bidrage med kompetencer og viden til at skabe gode livsmiljøer, steder og rum, som styrker fremtidens bæredygtige samfund.