Skala og Urban Power skal tegne for DSB Ejendomme i Horsens

Helhedsplan for 150.000 kvadratmeter på de gamle godsbanearealer.
Godsbanevarteret består af en kombination af opbrudte karréer, rækkehuse, og tårne. Visualisering: Skala og Urban Power.
Godsbanevarteret består af en kombination af opbrudte karréer, rækkehuse, og tårne. Visualisering: Skala og Urban Power.

Skala Arkitekter er udvalgt som totalrådgiver med Urban Power og Schønherr som underrådgivere til at tegne den nye centrale bydel i Horsens for DSB Ejendomme.

Helhedsplanen vil bestå af en bebyggelse på 150.000 kvadratmeter på de gamle godbanearealer nord og syd for banegården. Bydelen vil med sin placering være med til at skabe en god dialog mellem Horsens banegård og den centrale by.

Godsbanekvarteret er centralt placeret i Horsens omgivet af midtbyen, campus, stationen og Bygholm Park. De omkringliggende områder er med til at skabe identiteten for Godsbanekvarteret, der er en blandet by med varierende højder, forskellige boligtyper og mødesteder, der veksler mellem urbane pladser og grønne åndehuller og kobler stationsområdet naturligt sammen med det nye campus og den resterende by.

Kvarteret består af en kombination af opbrudte karréer, rækkehuse, og tårne. Generelt er bebyggelserne delt op i mindre enheder med forskellige højder, der er med til at skabe variation i gadebilledet. Højder og placering bestemmes, så der skabes gode sol- og lysforhold for gårdrum og boliger, samt gode udsigtsforhold fra boligerne og den nye bygade.

Der vil komme tre primære forbindelser gennem bydelen, der alle tre forbinder videre ud til vigtige ruter i byen. Bygaden, vil være den centrale gade, der kobler sig til stationen og er den gade hvor al adgang for biltrafik sker. Langs Bygaden er der tænkt mulighed for hjørnebutikker (f.eks. bageri, cafe, kiosk mv) og enkelte pladsdannelser. Derudover vil der være to andre forbindelser i bebyggelsen: Det Grønne Strøg, der er omkranset af en frodig regnvandspark, der krydser henover byggefelterne som en oplevelsesrute. Til sidst er der cykelstien – Æbleruten, der går langs banen direkte til stationen og ud i Horsens’ yderområder.

Den varierende bebyggelse, pladsdannelserne, det grønne strøg, æblestien samt den urbane bygande er alle elementer, der er med til at give den nye bydel karakter og et bud på fremtidens leveform.

Relateret indhold