SHL-bibliotek vinder stor pris i Canada

Hovedbiblioteket i Halifax er blevet hædret med en Governor General's Medal for sit enestående nye offentlige bygningsdesign. Biblioteket er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects og Fowler Bauld & Mitchell.
Schmidt Hammer Lassen Architects har sammen med en lokal tegnestue tegnet hovedbiblioteket i Halifax i Canada. Foto: Adam Mørk.
Schmidt Hammer Lassen Architects har sammen med en lokal tegnestue tegnet hovedbiblioteket i Halifax i Canada. Foto: Adam Mørk.

Schmidt Hammer Lassen og den lokale arkitektvirksomhed Fowler Bauld & Mitchell har tegnet hovedbiblioteket i Halifax, der er blevet tilden Governor Generals’ Medal for sit bygningsdesing. Governor General’s Medal in Architecture 2016 hædrer fremragende design i Canada og uddeles af det kongelige arkitekturinstitut i Canada (RAIC) og Canadas kunstråd. Det oplyser Schmidt Hammer Lassen i en pressemeddelelse.

Det ny Halifax Hovedbibliotek åbnede i december 2014 og er det mest betydningsfulde offentlige byggeri i Halifax i en hel generation. Biblioteket fremstår som en afspejling af lokalsamfundets forskellighed og det moderne liv i området. Samtidig er biblioteket et flagskib for de resterende 14 lokalbiblioteker, der betjener hele kommunen. Hver fase af den arkitektoniske designproces er blevet gennemført med offentlige høringer, der førte til et bæredygtigt design og et engageret lokalsamfund, der har taget bygningen til sig med over to millioner besøgende i løbet af bibliotekets første år. Folkeligheden fremhæves også i juryens omtale af bygningen:

Juryen roser processen med den tidlige brugerinvolvering, som førte til designet, og offentlighedens begejstring for bygningen er et bevis på dets værd.

Juryens beskrivelse af biblioteket

Enestående bygning

– Denne enestående nye folkelige bygning er et mødested for lokalsamfundet og afspejler mangfoldigheden af sine brugere samt byder på mange flere aktiviteter end det traditionelle bibliotek. På toppen af denne moderne institution af det 21. århundrede ligger Halifax Living Room: Et indbydende, lyst, og legende offentligt rum med udsigt over Halifax by og havn. Andre rum giver plads til læring, læsning, motion, studier, afslapning og spil. Receptionens generøse atrium med sin smukke trappe er centrum og skaber forbindelse mellem funktioner og brugere. Juryen roser processen med den tidlige brugerinvolvering, som førte til designet, og offentlighedens begejstring for bygningen er et bevis på dets værd, lyder det blandt andet fra juryen om baggrunden for tildelingen.

Hovedbiblioteket i Halifax er Schmidt Hammer Lassen Architects’ andet færdigbyggede projekt i Canada, hvor det første, Highlands Branch Bibliotek i Edmonton, åbnede i oktober 2014.

Juryen bag Governor General's Medal roser blandt andet byggeriet for at have gjort brug af tidlig brugerinvolvering. Foto: Adam Mørk.
Juryen bag Governor General’s Medal roser blandt andet byggeriet for at have gjort brug af tidlig brugerinvolvering. Foto: Adam Mørk.

Relateret indhold