Kerteminde Rehabiliteringscenter
- Bygherre: Kerteminde Kommune
- Ingeniør: Ingeniør’ne
- Entreprenør: Fagentreprise
- Omfang: Ca. 1800 kvm.
- Energiklasse: Lavenergiklasse 2015
- Anlægssum: Ca. 33 mio.
- Byggeår: 2015 – 2016
Arkitektfirmaet Rum med base i Horsens er kåret som vinder af projektkonkurrencen om et nyt rehabiliteringscenter i Kerteminde.
Projektet har været udbudt i totalrådgiverkonkurrence, og på baggrund af de indkomne konkurrenceforslag har projektets styregruppe udvalgt det vindende team bestående af Rum A/S som totalrådgiver og underrådgiverne Ingeniør’ne samt arkitekt og ph.d. i helende arkitektur, Mette Blicher Folmer.
Helende arkitektur tager afsæt i en dyb forståelse af, hvad borgeren har brug for.
Karin Elbek Partner i Rum
Projektet er designet ud fra nyeste viden om sundhed og forebyggelse, som i samspil med de smukke omgivelser skal skabe et flagskib for helende arkitektur. Det nye center forventes at stå færdigt i slutningen af 2016.
Helende arkitektur
Centret bliver på cirka 1800 kvadratmeter, og husets primære formål bliver at mindske, udskyde og forebygge behovet for hjælp og pleje hos nyligt udskrevne sygehuspatienter.
– Helende arkitektur tager afsæt i en dyb forståelse af, hvad borgeren har brug for: Hvad der skaber tryghed, fremmer sundhed og helbredelse på den enkeltes præmisser. Samtidig er det en arbejdsplads, hvor medarbejderne har behov for optimale arbejdsgange og et fagligt miljø. Det har været en af opgavens store udfordringer, men samtidig også en drivkraft i den kreative proces, siger partner i Rum, Karin Elbek.
Udsigt ud over noret
Det nye rehabiliteringscenter er cirkulært og skal opføres ved Toften i Munkebo i det kuperede landskab med udsigt ud over noret. Bygningen, der fremstår med sadeltag og facader i mursten, er bearbejdet efter traditionelle byggeprincipper og kommer på den måde til at passe ind i området, der ellers er præget af typiske parcelhuse.
Arkitekturen har rod i den nordiske tradition, både i udtryk, materialevalg og dagslysets store rolle. Bygningen åbner sig hele vejen rundt og tilføres hele spektret af dagslys, som kan hjælpe til at modvirke depression, øge velværet og reducere brugen af kunstlys i bygningen. Samtidig skaber store klassiske tagudhæng en integreret og effektiv solafskærmning mod den lave sol og sikrer, at der er reel mulighed for udendørs ophold og træning – også i regnvejr.
