Randers Kommune, Flodbyen Randers og Realdania har kvalificeret fem hold af rådgivere til at deltage i konkurrencen om at udvikle Flodlejet.
De fem teams er:
• Sla sammen med Mast og EKJ rådgivende Ingeniører
• Lytt Architecture sammen med Briq og Artelia
• Spektrum Arkitekter sammen med A1 Consult og Vognsen
• Henning Larsen sammen med Mast, Rambøll og Volcano
• Arkitema sammen med Cowi
Ifølge dommerkomiteen er de fem hold valgt, fordi de har de mest relevante erfaringer med lignende opgaver omkring bl.a. byrum, højvandsbeskyttelse og biodiversitet.
Udbud: Flodbyens nye vartegn skal beskytte Randers mod stormflod
Hvert hold skal nu lave et forslag til et koncept for området, der bliver byens nye centrale plads ved vandet:
– Flodlejet bliver et af de vigtigste mødesteder i Flodbyen tæt på vandet, naturen og middelalderbyen og med attraktive muligheder som f.eks. et flodbad, fortæller borgmester Torben Hansen.
– Samtidig skal der etableres højvandsbeskyttelse for at beskytte byen mod stormflod uden, at det opleves som en barriere mod vandet. Det er en udfordrende opgave for arkitekter og ingeniører, og jeg ser frem til at se, hvordan de fem meget kompetente hold vil løse denne opgave, når de skal udvikle et både ambitiøst og realistisk koncept for Flodlejet, tilføjer han.
Finder vinderen i 2025
Det vindende hold udvælges i slutningen af februar 2025, hvor holdets forslag og de øvrige forslag bliver offentliggjort og udstillet.
Derefter kan det vindende hold komme i gang med den opgave, der skal løses over de kommende år; nemlig at færdigudvikle og projektere Flodlejet, så det bliver klar til anlægsarbejdet.
I vurderingen vægter konceptet for Flodlejet 50 %, prisen vægter 30 % og den tilbudte organisation vægter 20 %.
Tre teams udpeget til at udvikle ny hospitalsbygning i Randers
Flodlejet kommer til at ligge på Bolværksgrunden mellem Havnegade, Randers Bro, havnebassinet og streetfood-bygningen. En del af arealet er kommunalt og udvikles af Randers Kommune og Realdania i fællesskab.
Den centrale del af Bolværksgrunden ejes af Flodbyen Randers, som udvikler den del af arealet. Her skal der bl.a. etableres en større bebyggelse, som forventes at have offentlige og udadrettede funktioner i stueetagen.
Anlægsprojektet på det kommunale areal har et samlet budget på 70 mio. kroner, hvor Randers Kommune og Realdania bidrager med 35 mio. kroner hver.