Kort om projektet
- Arkitektteam: Schmidt Hammer Lassen Architects og Gottlieb Paludan Architects
- Ingeniør: Schlaich Bergerman Partners
- Bygherre: Shenzhen Energy Environmental Engineering Ltd.
- Areal: 112.645 m2
- Konkurrence: 2016, Første præmie, international konkurrence
- Visualisering: Beauty & the Bit, Madrid and Ginsun, Shanghai
- Model: JR Models, Shanghai
Et team bestående af Schmidt Hammer Lassen Architects og Gottlieb Paludan Architects har vundet en internationale arkitektkonkurrence om designet af verdens største affaldsforbrændingsanlæg i Shenzhen, Kina. Shenzhen East Waste-to-Energy Plant er beliggende i den bjergrige udkant af Shenzhen og vil forbrænde 5.000 tons affald om dagen – svarende til en tredjedel af det affald, der genereres af Shenzhens 20 millioner indbyggere hvert år. Anlægget vil anvende den mest avancerede teknologi til affaldsforbrænding og elproduktion og på samme tid fungere som en kilde til uddannelse for borgerne i Shenzhen.
– Det vindende forslag organiserer hele anlægget, herunder hjælpebygninger, i en cirkulær bygning som bryder med den traditionelle rektangulære udformning af kraftværksbyggeri. Ved at foreslå en ren cirkulær form minimeres anlæggets fodaftryk, og omfanget af udgravning der skal til for at bygge på området reduceres, skriver Schmidt Hammer Lassen Architects i en pressemeddelelse.
Skal formidle viden
De besøgende inviteres ind i anlægget gennem en anlagt park via en indgangsbro, der stiger op mellem skorstene, til en indgangslobby og besøgscenter med udsigt over anlæggets indre.
En indre cirkulær gangsti omkredser anlægget og fremviser de forskellige processer, før den fører op til en 1,5 km lang panoramisk offentlig gangbro på taget, hvor der er udsigt over det omgivende landskab og mod byen.
Det 66.000 kvadratmeter store tag er designet til at kunne dækkes med op til 44.000 kvadratmeter solcellepaneler, så anlægget ikke kun håndterer byens affald på en renere måde men også bidrager med vedvarende energi til byen.
Anlægget er beregnet til at demonstrere produktionen fra affald til energi som en vigtig teknisk proces, der både kan håndtere de voksende affaldsmængder og udfordringen med at finde nye mere miljøvenlige måder at producere energi på. Samtidig bliver de besøgende informeret om udfordringen i den voksende affaldsmængde, som vi producerer hver dag, og de vil lære om initiativer til, hvordan de kan reducere deres egen daglige mængde affald.
Anerkendte virksomheder
Schmidt Hammer Lassen Architects er en af Skandinaviens førende arkitektvirksomheder kendt for deres prisvindende arbejde med kulturelle og offentlige projekter. De har været aktive i Asien i næsten et årti. Arkitektvirksomheden har opbygget et ry for at bringe en stærk skandinavisk design tilgang til store komplekse, offentlige projekter i Kina.
Gottlieb Paludan Architects har fået international anerkendelse for deres evne til at fusionere dyb teknisk viden med stærkt arkitektonisk design, hvilket de blandt andet blev belønnet for i 2015 med Nykredit-prisen, Skandinaviens største arkitekturpris.
Projekteringsarbejdet påbegyndes primo 2016, og anlægget er planlagt til at være operationelt i 2020.