Modekoncern sætter 320 meter skyskraber i bero

Lokalplanen er på plads, og før nytår blev der sendt en ansøgning om byggetilladelse af sted. Nu er gigantprojektet i Brande sat på pause.
Bygningen ville kunne ses fra flere nabokommuner. Visualisering: Dorte Mandrup.
Bygningen ville kunne ses fra flere nabokommuner. Visualisering: Dorte Mandrup.

Det kunne være blevet Danmarks suverænt højeste bygning, men om planerne om Bestseller Tower & Village i den midtjyske by Brande nogensinde bliver til noget, kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved.

Tøjgiganten Bestseller har nu officielt sat projektet på pause. Det skriver Finans.dk.

Det enorme projekt, som med skyskraberen på 320 meter kunne være blevet Vesteuropas højeste bygning, er tegnet af tegnestuen Dorte Mandrup.

Sidste år godkendte Ikast-Brande Kommune ellers lokalplanen, som banede vejen for projektet. Også kort inden nytår var der aktivitet om projektet, da Bestseller søgte om byggetilladelse.

– Lige nu har vi trykket pause, men vi har ikke trykket stop. Med indsendelse til byggetilladelse sikrer vi, at projektets hidtidige projektering ikke uddateres, men netop kan godkendes af myndighederne. Derved har vi et projekt, som når tiden er moden, ligger klar til at starte op igen, siger projektleder Anders Krogh til brande.dk.

– Et projekt af denne karakter vil alene på grund af den økonomiske investering det kræver, aldrig kunne tages for givet, og det kræver derfor løbende grundige overvejelser. Dem bruger vi nu pausen på at gå i dybden med, siger Anders Krogh videre til lokalmediet.

Relateret indhold