Der var stor hæder til dansk arkitektur, da de internationale Archello Awards 2024 blev uddelt. To ud af tre hovedkategorier gik til danske projekter.
Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Tredje Natur og Cobe, der står bag det spektakulære kontorbyggeri Spidsen på Nordø, vandt både publikumsprisen i hovedkategorien Årets Bygning og i kategorien Kontorbyggeri – Højhus.
Normalt er der både en vinder kåret af juryen og en vinder kåret ved en offentlig afstemning i hver kategori. I kategorien Kontorbyggeri – Højhus var der ingen over og ingen ved siden af. Spidsen vandt således begge afstemninger.
En del af beskrivelsen af Spidsen lyder således:
’Den markante facade er enkel og velproportioneret med teksturelle og taktile overflader, der ændrer udtryk på grund af solens reflekterende farver i løbet af dagen. Dens store skala er indstillet til at matche skalaen af havnerummet. Den er beklædt med glas, der reflekterer vandet, hvilket bidrager til fremragende dagslysforhold, fantastisk udsigt og sænker det nødvendige energiforbrug til køling.’
En indbydende offentlig attraktion
Det ville næsten have været en overraskelse, hvis ikke Operaparken i København vandt en pris ved dette års Archello Awards. Den københavnske oase var da også juryen favorit og vandt hovedkategorien For the Planet Award.
Tømrerprisen 2024: ”Det gode håndværk har været med hele vejen”
Til dem der ikke kender vinderparken, lyder dele af beskrivelsen af den således:
‘Parken er designet til at være en indbydende offentlig attraktion året rundt og har ikke mindre end 628 træer, 80.000 urteagtige stauder og buske og 40.000 løgplanter fra hele verden. I alt giver 223 unikke eksotiske og lokale arter en levende og evigt skiftende kulisse for besøgende.’
‘De forskelligartede haver rummer overraskelser såsom et springvand, en åkandedam og en reflekterende pool, hvor vanddråber fra en mast forsigtigt rammer vandoverfladen i en beroligende rytme. Slyngede stier og organisk formede blomsterbede strikker parkens elementer sammen.’
Cobes mesterværk vandt også juryens hæder i kategorien Landskab og Offentlige Rum.
Firdobbelt vinder
Generelt var Vilhelm Lauritzen Arkitekter den helt store vinder ved årets Archello Awards. Udover de to priser til Spidsen vinder den danske tegnestue også en pris for både p-huset Trælasthuset i kategorien Parkeringshuse og for Kronløbsøens offentlige rum.
Både det 13.300 kvm pixelerede Trælasthuset på Orientkaj og det offentlige rum mellem bygningerne på Kronløbsøen vandt publikumsprisen med flest offentlige stemmer.
Et åbent og indbydende hus
I kategorien Skoler er det Christensen & Co samt Kjaer & Richters Nordøstamager Skole på Holmbladsgade i København S, der kan kalde sig vinder af publikumsprisen.
Nye byrum skal binde Ørestads scener sammen – tre visionære teams giver deres bedste bud
Det er – som med flere af de andre danske vindere – langt fra første gang, skolen har været nomineret til en arkitekturpris. Indenfor det seneste år har Nordøstamager Skole f.eks. været nomineret til både publikumsprisen ved Københavns bygningspræmiering, Årets Skolebyggeri 2024 og Årets Arne 2024.
Denne gang vandt skolen på Amager, der bl.a. er beskrevet med disse ord:
’Skolen er et åbent og indbydende hus, hvor hver en tomme af arkitekturen byder på rum til læring. Et centralt træk ved skolen er fritidszonen, som er vævet ind i byens stof ved at lade skolens arkitektur smelte sammen med det omkringliggende område. Zonen har flere funktioner, der inviterer forbipasserende til at interagere med skolen. Ud mod gaden er bygningen tegnet som samfundsarkitektur med store trapper, der fungerer som både siddeplateauer og træningsrum.’
Et varieret bygningskompleks
I kategorien Hospitaler vinder Link Arkitektur publikumsprisen med Aarhus Universitetshospital Forum. Forum-byggeriet åbnede som den sidste etape i helhedsplanen i januar 2023. Byggeriet forbinder de to nye hospitalsfløje i en nord-sydgående akse.
Forum samler en række højt specialiserede funktioner i et varieret bygningskompleks med det centrale tårnbyggeri, der sammen med den nye Forumpark er blevet vartegnet for Danmarks største universitetshospital.
1.000 års historie: Grønt lys til nyt verdensarvscenter i Roskilde
I Forum er der udover et patienthotel også plads for Steno Diabetes Center Aarhus samt faciliteter for Aarhus Universitet med forskning og behandling, dertil er der etableret rum til ro og fordybelse i kirkens nye lokaler.
Varme glasblokke
I samme kategori vinder KHR Architecture, Henning Larsen og PKA Arkitekters glasblokke på Haukeland University Hospital i Bergen juryens hjerter for den visionære måde at bygge et børnehospital på.
Archello kalder bl.a. Glasblokkene for ’arkitektonisk opfindsomhed’ og beskriver dem bl.a. således:
’Glasblokkene tilbyder et menneskecentreret miljø med særlig opmærksomhed på de unge patienter. Ved at opdele bygningsmassen i slanke sektioner smelter hospitalet problemfrit sammen med dets omgivelser og inviterer naturligt lys til at trænge igennem dets rum. Designet udvider den menneskelige skala og omslutter øjeblikkeligt besøgende i en varm, indbydende atmosfære. Beliggende på en frodig skråning udvisker bygningens placering grænserne mellem ydre og indre, hvilket inviterer naturen til at pleje indeni.’
Hun vil bruge flydende lava til at bygge både huse og sågar hele byer
Alle årets vindere kan ses her.