Dagslys betyder meget for menneskers trivsel, livskvalitet og præstationer, da det blandt andet er den primære kilde til menneskets optag af D-vitamin. Derfor har videnskabelig forskning inden for dagslys opnået berettigelse i, hvordan vi anvender dagslys – for eksempel i arkitektur og byudvikling.
Den 2. november blev dagslyset hyldet på Ny Carlsberg Glyptotek, hvor den internationale pris, The Daylight Award, blev uddelt.
I år gik prisen til to personer, der har bidraget væsentligt til “dagslys i arkitektur” og “forskning inden for dagslys”.
Lys som byggemateriale
Den ene prismodtager er den verdensberømte amerikanske arkitekt Steven Holl, leder af arkitektgruppen Steven Holl Architects i New York og Beijing.
I en pressemeddelelse oplyses det, at juryen havde følgende begrundelse for valget:
Forholdet mellem struktur, materiale og lys er grundstenen i alt Steven Holls arbejde. Han er kendt for sit poetiske formsprog, sin leg med lyset, sin respekt for materialerne og for at tilpasse sine bygninger til den lokale kontekst.
– Når folk spørger mig, hvilket materiale, jeg holder mest af at arbejde med, så er svaret lys. Jeg har altid været fascineret af at arbejde med lys. Derfor er jeg meget beæret over at blive valgt som modtager af the Daylight Award, lød det fra Steven Holl selv.
Dagslysforskning
Den anden prismodtager er professor i bæredygtigt byggeri og dekan på instituttet for arkitekt- og bygningskonstruktion på Lausannes Tekniske Universitet, Marilyne Andersen fra Schweiz.
Valget faldt på professor Marilyne Andersen, fordi hun – ifølge juryen – er en fremragende akademiker, læremester og en aktiv forsker, der har vist gode evner til at igangsætte og lede dagslysforskning, som påvirker forsknings- og arkitekturmiljøerne.
– Dagslys spiller en fundamental rolle, der hvor vi lever. Anerkendelsen af dagslys-forskning ved The Daylight Award er et meget stærkt signal, om at videnskaben går hånd i hånd med arkitektonisk design. Det muliggør et fundament, hvor viden og kreativitet kombineres og skaber bedre forståelse og anvendelse af dagslys i arkitekturen og i byudvikling, sagde Marilyne Andersen.
The Daylight Award uddeles igen i 2018.