– Vi har en vision om at skabe fornyet stolthed om håndværksfagene og en måde at gøre det på, er at sikre de optimale rammer for dem, der udfører fremtidens boliger og byggeri, siger BRFfondens administrerende direktør Kristian May.
Valget af Horsens skyldes, at byen i forvejen har en høj koncentration af uddannelser indenfor byggeri, og at der eksisterer et robust erhvervsliv i Østjylland, også i nedgangstider, som derfor ikke mister sin relevans som grundlag for uddannelsespladser til kollegiets beboere.
– Efter valget af Horsens nedsatte vi en udviklingsgruppe for at finde ud af, hvad et innovativt kollegium for unge håndværkere skal kunne og indeholde. Udover at være et konkret eksempel på godt håndværk i materialer, udførelse og indretning bliver der lagt vægt på, at der er undervisningsfaciliteter med tilhørende værksteder, hvor man vil kunne gå ind og diskutere en eller anden konstruktiv problemstilling og efterfølgende gå ud på værkstedet og 1-1 fremstille det, siger Kristian May.
I foråret vandt Danø-Cubo Team arkitektkonkurrencen om kollegiet i Horsens. Teamets forslag signalerer, gennem en markant brug af synlige trækonstruktioner, murværk og synlige installationer, at det gode håndværk er i centrum. Projektet lever op til visionen om, at håndværkskollegiet skal være en “levende lærebog i de bedste arkitektoniske og håndværksmæssige løsninger”. Om kollegiet skriver Cubo:
“Byggeriet skal vise, hvordan klassiske materialer og håndværksmetoder i kombination med fremsynet, moderne arkitektur kan resultere i et smukt, funktionelt og unikt byggeri. Kollegiet vil således fungere som et levende katalog i gode løsninger, både håndværksmæssigt, arkitektonisk og materialemæssigt.”
I de senere årtier er der opstået en mangel på faglært arbejdskraft og prestigen omkring at være faglært har været dalende, herunder også i byggefagene.
– Det er vores mål med kollegiebyggerierne at skabe nye og optimale rammer for dem, der skaber rammer for os andre, dvs. de håndværkere der beskæftiger sig med byggeri. Vi kan ikke afhjælpe et kommende underskud på 60.000 faglærte på få år, men vi kan i hvert fald være med til at sende nogle signaler om at give håndværket den prestige og anerkendelse, som det fortjener, så flere unge mennesker finder det interessant at blive håndværker, siger Kristian May.
Håndværkskollegiet i Horsens henter inspiration i fortidens fag-højskoler og nutidens højskole, med dannelse og interessefællesskab i centrum.
Det ventes at stå færdigt i 2023 og vil koste i omegnen af 250 millioner kroner at opføre. Der findes ikke noget egentligt forbillede for de kommende 84 beboere, men om deres engagement siger Kristian May følgende:
– De 84 unge mennesker, der skal bo på kollegiet, bliver valgt baseret på ansøgning. Vi vil gennem vores rekruttering få nogle mennesker ind, som deler ambitionen, respekterer rammerne og som vil være med til at udvikle tingene. De unge mennesker er formentlig omkring 18 år og er enten i lære hos en håndværksmester, i skoleforløb eller i skolepraktik. Der er ikke nogen, der har anvisningsret til kollegiet og det er også vigtigt for os, at de unge skal kunne betale for at bo der. Huslejen kommer til at svare til, hvad et sædvanligt kollegieværelse i Horsens koster, understreger Kristian May.