Byrådet i Aarhus har sendt en lokalplan i høring, der vil gøre det muligt at opføre et højhus, der skal huse Danmarks højst beliggende boliger. Højhuset på 95 meter skal opføres “på toppen af Aarhus”, lige ved siden af vandtårnet ved Randersvej i den nordlige del af byen, der ligger omkring 90 meter over havets overflade. Dermed kommer de øverste boliger i det 31 etager høje hus til at ligge omkring 180 meter over havets overflade og med udsigt ud over hele byen, Aarhus Bugt og Djursland.
Højhuset skal udformes som en del af et cirkelslag og som én sammenhængende bygning, der rejser sig op mod tårnet. hvilket vil resultere i en meget markant bebyggelse.
I den endelige version er huset udformet, så det i sig selv er lydskærm mod trafikstøjen fra Randersvej.
Kim Herforth Nielsen Kreativ direktør, 3XN
3XN har tegnet kæmpebyggeriet, der har været undervejs i ti år, og blandt andet har finanskrisen betydet ændringer undervejs.
Formgivet af støjkrav
– Den første udgave havde to tårne og virkede mere voldsom. Der kom så en finanskrise i vejen, og i mellemtiden var der kommet nye støjkrav i forhold til boliger. I den endelige version er huset udformet, så det i sig selv er lydskærm mod trafikstøjen fra Randersvej. Det skærmer også i forhold til boligerne i tårnet. Det er forklaringen på, at huset ser ud, som det gør, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger af og kreativ direktør hos 3XN, til Århus Stiftstidende.
Højhusbebyggelsen udformes ifølge lokalplanforslaget med cirka 300 boliger, og etageboligerne vil fremstå i varierende størrelse, dog med hovedvægt på mindre boliger til studerende. Der bliver desuden mulighed for etablering af både vandrette og lodrette lejlighedsskel i bebyggelsen, hvilket giver mulighed for lejligheder i både en og to etager.
Det samlede etageareal bliver på cirka 23.000 kvm, og lokalplanområdet, der skal huse det nye kæmpebyggeri, er på 6.450 kvm – det huser i dag en ældre motelbebyggelse, der skal nedrives for at gøre plads til storprojektet.
Det er hoteldirektør Jens Richard Pedersen, der står bag projektet.
Lokalplanforslaget er nu i høring frem til 6. april.
