GPP genskaber Arne Jacobsen-hal

Charlottenlund Badminton Klub nedbrændte i 2014, men nu genopfører GPP Arkitekter hallen, der er tegnet af Arne Jacobsen.
Arne Jacobsen har tegnet badmintonhallen i Charlottenlund, som nu skal genopføres af blandt andet GPP Arkitekter. Foto: Charlottenlund Badminton Klub.
Arne Jacobsen har tegnet badmintonhallen i Charlottenlund, som nu skal genopføres af blandt andet GPP Arkitekter. Foto: Charlottenlund Badminton Klub.

– Den 26. marts 2014 nedbrændte vores elskede CBK-hal.

Sådan lød beskeden fra bestyrelsen i Charlottenlund Badminton Klub (CBK) i et nyhedsbrev til klubbens medlemmer, efter en kortslutning i et elskab på få minutter havde resulteret i et flammehav, der brændte hallen ned til grunden.

Set fra vores side er opgaven løst bedst muligt, hvis ikke man kan se, at vi har været der.

Niels Haugård Partner og arkitekt hos GPP Arkitekter

Hallen med den karakteristiske tøndehvælving er tegnet af Arne Jacobsen i 1934, og nu har GPP Arkitekter i samarbejde med Dansk Halbyggeri og Dines Jørgensen & Co. vundet konkurrencen om at genopføre den bevaringsværdige hal under hensyntagen til nutidens byggekrav.

Udformningen af den nye hal til Charlottenlund Badminton Klub tager udgangspunkt i den nedbrændte hals arkitektur og opføres som en tøndeformet konstruktion. Hallen bliver på godt 930 kvadratmeter og disponeres med fem badmintonbaner, velfærdsfaciliteter samt foyer.

– Vores hovedfokus bliver på, at der er andre krav gældende i dag, end der var i 1930’erne. Hallen skal ligne den oprindelige hal, og derfor skal vores arbejde være så usynligt som muligt. Det giver sine udfordringer, og set fra vores side er opgaven løst bedst muligt, hvis ikke man kan se, at vi har været der, siger partner og arkitekt hos GPP Arkitekter, Niels Haugård.

Synlig stålkonstruktion

Blandt udfordringerne er blandt andet nye isoleringstykkelser, der skal indarbejdes i det oprindelige design, og det betyder, at der også må arbejdes lidt med hallens oprindelige mål, men GPP Arkitekter ser frem til at arbejde med en hal, der er tegnet af et af de helt store navne inden for dansk design.

– Det er en ret kendt hal, og det er selvfølgelig spændende at genopføre en bygning, der er bevaringsværdig, siger Niels Haugård, der ser frem til at aflevere den opgraderede hal til medlemmerne af Charlottenlund Badminton Klub.

Grontmij er bygherrerådgiver på sagen.

Relateret indhold