Om projektet
- UN17 Village-sitet går i dybden med projektet fra tre perspektiver:
- – Det konkrete UN17 Village-byggeri og det liv, det om få år vil danne ramme om.
- – Metoden, der aktiverer hvert enkelt af de 17 verdensmål og samtidig opfylder de højeste standarder inden for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
- – Bevægelsen, hvor det er ambitionen, at UN17 Village skal være startskud for en mere bæredygtig tilgang i det byggede miljø og det liv, der leves heri.
Det 35.000 kvm store byggeri i Ørestad Syd, UN17 Village, er det første større byggeri, der favner alle FN’s verdensmål og samtidig opfylder en række certificeringer som for eksempel DNGB, Well og den frivillige bæredygtighedsklasse.
I dag lancerer UN17 Village sit eget website således, at interesserede kan følge byggeriet og lade sig inspirere af metoden, der balancerer de 17 verdensmål på højeste niveau.
På sitet kan man bl.a. læse om, hvordan verdensmål med varierende relevans i en dansk kontekst – for eksempel ‘Afskaf fattigdom’ og ‘Stop sult’ samt ‘Sundhed og trivsel’ og ‘Klimaindsats’ – adresseres:
– Hvis et byggeri skal være gennemført bæredygtigt, er det grønne og klimavenlige blot et element. Mennesker skal kunne leve sundt i det, det skal fremme fællesskaber, biodiversitet og kunne producere elektricitet. Og så skal mennesker med almindelige indkomster have råd til at bo i det. Det kan UN17 Village. Vores håb er, at websitet vil bidrage til at udbrede budskabet, og at aktører i hele verden vil lade sig inspirere, siger Martin Schultz Nielsen, investeringschef, Nrep.
Metoden skal forbedres og tilpasses lokale forhold
UN17 Village-metoden, som ligger til grund for projektet, skaber balance mellem en række ofte modsatrettede hensyn. Dette kan eksempelvis være ønsket om at reducere udledningen af drivhusgasser over for at tilføre ekstra CO2-udledende materialer, som sikrer et bedre indeklima.
Det er således ambitionen, at UN17 Village skal være udgangspunkt for en bevægelse mod en større økonomisk, klimamæssig og social bæredygtighed inden for byggeriet.
– Vi har prøvet at nytænke byggeriet og skabe et afsæt. Vi ved samtidig, at et byggeri i Ørestad ikke redder verden, og at metoden skal tilpasses lokale forhold i andre lande og derudover forbedres efterhånden som teknologi, materiale, byggemetoder forbedres og nytænkes. Vores håb er, at andre vil arbejde videre med metoden og gerne i samarbejde med os, siger Martin Schultz Nielsen.
En landsby for flere generationer og familiemønstre
UN17 Village er udviklet af Nrep i samarbejde med Lendager, Sweco Architects, Moe og CG Jensen.
Når byggeriet står færdigt i 2024, vil det huse godt 1.100 beboere fordelt på 535 boliger og rejse sig som et betydningsfuldt vartegn for Ørestad i København.
Dets samlede areal på 35.000 kvm kommer til at bestå af fem vidt forskellige karréer, der komplementerer hinanden. Hver bygning er målrettet forskellige beboere fra unge nyuddannede, over forskellige familietyper til seniorboliger. Der vil være små lejligheder til singler, hjem der forener arbejde og fritid, samt mere traditionelle familieboliger.
Bygningerne grupperes omkring fællesarealer herunder spisesteder for beboere og folk, der kommer forbi, en sundhedsklinik, som vil fokusere på beboernes sundhed og trivsel og et helsecenter med fitnesscenter. Desuden findes en delecentral, som vil fungere som samlingssted og inspiration for en bæredygtig livsstil baseret på cirkulær økonomi:
– Tanken er at skabe en landsby med forskellige boligtypologier, der imødekommer beboere på tværs af generationer og skiftende familiemønstre. UN17 Village er udformet med fokus på tryghed, det nære miljø og med mange faciliteter og steder, hvor områdets beboere kan mødes i sociale sammenhænge, lyder det fra Sweco.