Få dagslys ind i arkitekturen

KADK arrangerer nyt intensivt kursusformat om bæredygtige strategier i arkitektur og design.
Kurserne hos KADK giver indblik i, hvordan man forlænger byggeriets levetid i en ny cirkulær økonomi, hvordan godt design kan ændre adfærd hos befolkningen i en mere bæredygtig retning. Foto: KADK.
Kurserne hos KADK giver indblik i, hvordan man forlænger byggeriets levetid i en ny cirkulær økonomi, hvordan godt design kan ændre adfærd hos befolkningen i en mere bæredygtig retning. Foto: KADK.

Dagslys i arkitekturen og adfærdsdesign er på programmet, når KADK Summer Academy bidrager med spritny forskningsbaseret viden til professionelle i det offentlige og private. Det sker med syv forskellige kurser om højaktuelle temaer, der adresserer en ny bæredygtig og teknologisk tidsalder.

Uddannelses- og forskningsinstitutionen har de sidste tre år arbejdet fokuseret med FN’s verdensmål og dermed opbygget viden, erfaringer og innovative bud på, hvordan arkitektur og design endnu bedre kan adressere verdens mest presserende udfordringer.

Den viden og knowhow deler KADK nu ud af i et helt nyt format: KADK Summer Academy, hvor professionelle med tørst på ny viden kan vælge mellem syv forskellige temakurser, anført af dygtigste forskere, undervisere og eksterne branchefolk.

– Jeg er utrolig glad for, at vi nu kan åbne op for tilmeldingerne til KADK Summer Academy. Som uddannelses- og forskningsinstitution har vi et stort ønske om at sætte vores viden og erfaringer i spil i samfundet, og med vores flerårige arbejde med bæredygtighedsdagsordenen har KADK rigtig meget viden og praksiserfaring at udveksle. Jeg håber derfor, at vores sommerkurser kan styrke vores relationer til erhvervslivet, siger rektor Lene Dammand Lund.

Bæredygtig retning

Summer Academy henvender sig til ledere, specialister og praktikere i den private og offentlige sektor, som ønsker at udbygge deres kompetencer med den nyeste viden om metoder og strategier inden for arkitektur og design.

Kurserne giver blandt andet indblik i, hvordan vi forlænger byggeriets levetid i en ny cirkulær økonomi, hvordan godt design kan ændre adfærd hos befolkningen i en mere bæredygtig retning, og hvordan nye teknologier kan gøre vores måde at bygge på langt mere ressourceansvarlig.

Viden, erfaringer og løsninger, der kan anvendes i praksis på tegnestuen, i produktudviklingen eller i virksomhedsstrategien.

Nogle af overskrifterne på kurserne lyder: Bygningskulturens værdi, daglys i arkitekturen, adfærdsdesign og innovationsledelse i byggeriet.

Kurserne løber over fem dage 19.-23. august 2019.

Relateret indhold