Et aktivt valg: Genanvender 95 % af gammel fabrik

En fabrik fra 1960’erne er blevet splittet ad. Størstedelen af materialerne er genanvendt, enten 1:1 eller i nye funktioner. Etagedækkene er bl.a. blevet til en ny trappe, borde og en serveringsdisk.
Det har været et omfattende arbejde at genanvende så store dele af fabrikken fra 1960’erne. Mange af materialerne har fået nye funktioner. Foto: Hampus Berndtson

Hvordan kan en bygning genanvende sig selv? Det har et hold bestående af pihlmann architects, entreprenørvirksomheden Hoffmann, ABC Rådgivende Ingeniører og bygherren Bikubenfonden afprøvet gennem de seneste år på Thoravej 29 i Københavns nordvestkvarter.

Her har Bikubenfonden købt en tidligere fabrik fra 1960’erne. Og i 2021 vandt pihlmann architects 1. præmie i konkurrencen om at transformere den gamle fabrik til et åbent lokalområde.

Det nye store trappeløb på Thoravej 29 er skabt af de eksisterende etagedæk, der er skåret fri og genbrugt 1:1, fortæller arkitekt Jakob Rabe Petersen fra pihlmann architects til Dagens Byggeri. Foto: Bikubenfonden

Projektet omfatter ombygning af den fire etagers ejendom med et samlet areal på godt 4.600 kvm samt ca. 1.700 kvm kælder. Ca. halvdelen af bygningen indrettes med værksteder, atelierer, udstillingsrum og café til kunstinstitutionen. Den anden halvdel indrettes med kreative kontorarbejdspladser.

Læs også

Cirkulært byggeri skal gøres lettere tilgængeligt. Realdania afsætter 30 mio. kr.

Hele løsningen er tænkt ud fra et princip om, at bygningen skal genanvende sig selv, dvs. at de eksisterende materialer genanvendes i ombygningen. Bygningen skal efterfølgende kunne certificeres til DGNB Guld. I efteråret 2023 modtog den da også en præcertificering fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Fra facader til belægning

I løbet af de seneste år er alle elementer så vidt muligt blevet udnyttet: Facader omdannet til fortovsbelægning. Trædøre og gamle ventilationskanaler er transformeret til nye møbler. Elementer fra det tidligere ovenlys indgår i nye trappetrin.

De etagedæk, som er skåret fri for at øge rumhøjden udvalgte steder, bliver genbrugt i bygningen. Udover at blive til en trappe får de nyt liv som f.eks. serveringsdisk i bygningens café samt borde i bibliotek og kontorer. Foto: Hampus Berndtson

’Transformationen fremhæver pragmatisk genbrug af materialer og komponenter og udforsker den arkitektoniske værdi af det allerede eksisterende,’ som pihlmann architects beskriver det.

95 % genbrugt

DTU-lektor Kristoffer Negendahl har udarbejdet en analyse af, hvad det gennemgribende princip om genanvendelse har betydet for CO2-belastningen sammenlignet med nybyggeri.

Læs også

Fire teams skal tage biogene materialer til næste byggeniveau

Analysen viser blandt andet, at byggeriet på Thoravej 29 sammenlignet med nybyg har reduceret CO2-udledningerne med op til 88 %, genbrugt 95 % af materialerne og minimeret 90 % af affaldet.

Søren Kaare-Andersen, adm. direktør i Bikubenfonden, siger:

Thoravej 29 bliver nu et nyt mødested og professionelt fællesskab. Bygningen skal være med til at skabe rammer for udvikling, inspiration, nytænkning og samarbejde. Lejerne forventes at kunne flytte ind i denne måned. Foto: Hampus Berndtson

– Inden vi gik i gang med ombygningen, tog vi et aktivt valg om at arbejde med bæredygtighed som rettesnor, og vi har sammen med et ekstraordinært hold af mennesker truffet alle vores fælles beslutninger med det udgangspunkt. Ved at genanvende mest muligt – i stedet for eksempelvis at rive ned og bygge op eller restaurere traditionelt – bruger vi det, der er til rådighed i stedet for at trække på ressourcer, der i forvejen er knappe.

Nye atelierer og værksteder

Ambitionen med Thoravej 29 er at skabe et mødested og et professionelt fællesskab for dem, der brænder for at skabe positive forandringer i samfundet. Arkitekturen skal skabe de optimale rammer for udvikling, inspiration, nytænkning og samarbejde.

Ved at genanvende 95 % af materialerne på Thoravej 29 er affaldsmængden reduceret med 90 %, mens CO2-udledningerne er reduceret med op til 88 % sammenlignet med nybyg. Foto: Hampus Berndtson

Ifølge Byggefaktas SMART består lejerne af bl.a. Kaospiloterne og foreningen Art Hub Copenhagen, der vil åbne en række nye atelierer og værksteder til billedkunstnere, forskere, kuratorer og kunstskribenter på Thoravej 29.

Læs også

Nødvendigt: Region sætter gang i arbejdet med ny råstofplan

Også et eksisterende community, der nu bliver opkaldt efter adressen Thoravej 29, flytter ind i den transformerede bygning. Communityet har i alt 150 mennesker fra 30 organisationer inden for kunst, social innovation, bæredygtighed, demokrati, digital innovation og politik.

SMART anslår budgettet til 50 mio. kr.

Relateret indhold