Dorte Mandrup skal omdanne tidligere nazistisk tænketank

Dorte Mandrup skal skabe fritænkende internationalt designakademi. Det er tegnestuens tredje store kulturprojekt i Tyskland, som også tæller det kommende vadehavscenter i Wilhelmshaven og Eksilmuseet i Berlin.
Saalecker Werkstätten nær Naumburg i Tyskland bærer på en historie, der ikke må ignoreres - ej heller glemmes. Foto: Dorte Mandrup Architects.
Saalecker Werkstätten nær Naumburg i Tyskland bærer på en historie, der ikke må ignoreres - ej heller glemmes. Foto: Dorte Mandrup Architects.

Om projektet

  • Bygherre: dieDAS – Design Akademie Saaleck / Marzona Stiftung Neue Saalecker Werkstätten
  • Type: Kulturprojekt
  • Placering: Sachsen-Anhalt, TysklandAreal: 1450 kvm.
  • Status: Færdiggørelse sker i etaper frem til 2027

Saalecker Werkstätten nær Naumburg i Tyskland blev opført af den tyske arkitekt, antisemit og raceideolog Paul-Schultze Naumburg i begyndelsen af det tyvende århundrede og senere brugt af den nazistiske elite som en slags tænketank for totalitære og racistiske idéer. Derfor betragtes stedet i dag som et ‘ubehageligt monument’ i Tyskland.

I 2018 købte kunstsamleren Egidio Marzona stedet, som nu skal transformeres til et nyt, progressivt internationalt designakademi, dieDAS – Design Akademie Saaleck, samt et dokumentationscenter, der skal fortælle historien om Saalecker Werkstätten.

Det er den danske tegnestue Dorte Mandrup, der har fået den komplekse opgave at transformere ejendommen, hvis alvorlige og komplekse fortid ikke bør falme fra vores fælles hukommelse, men heller ikke definere fremtidige generationers kreative idéer.

– Det er modigt af Marzona Stiftung og dieDAS – Design Akademie Saaleck at genvinde og bringe nye værdier og nyt indhold til Saalecker Werkstätten – dette ellers meget ubehagelige monument. For mig som arkitekt er det en vidunderlig mulighed for at arbejde med de parallelle historier og tilføje stedet en ny betydning. Det har været interessant at diskuterer, hvad der skete i årene omkring 1904 sammenlignet med nutidens politiske turbulens og designidealer, som jeg synes gør det tydeligt, at det er vigtigt at være opmærksom på disse skelsættende begivenheder i vores historie og forsøge at handle på dem. Derfor er det også meget meningsfuldt at være en del af at transformere Saalecker Werkstätten til et sted, der vil pege fremad mod en åben, inkluderende og demokratisk fremtid, fortæller Dorte Mandrup.

Den danske stjernearkitekt Dorte Mandrup. Foto: Torben Eskerod.
Den danske stjernearkitekt Dorte Mandrup. Foto: Torben Eskerod.

Historie og fremtidige idealer

Ved at tilføre nye lag af farve og materialitet til det eksisterende vil historien kunne eksistere sammen med nuværende og fremtidige funktioner og idealer. Det er et minimalt, men alligevel kraftfuldt indgreb. Saalecker Werkstätten var ikke et statisk sted. Det er blevet transformeret mange gange siden 1904. Nogle områder efterlades uberørt og synliggør historien fra ejendommen blev bygget til i dag. En stærkere farvesætning vil markere de få steder, hvor der bliver foretaget væsentlige ændringer, mens mere afdæmpede farver trækker tråde til de designidealer, der var dominerede i Nordeuropa, da Saalecker Werkstätten blev bygget. Det var designidealer, der udsprang fra et fælles udgangspunkt, men som delte sig i en parallel arkitekturhistorie i Europa, hvor man nogle steder bevæger sig fremad i enorm hastighed, og andre steder – som Saalecker Werkstätten – synes at bevæge sig bagud i både ideologi og tid.

Ligesom bygningerne har landskabet omkring forandret sig meget. Et nyt lag af bugtede stier vil inspirere besøgende til at vove sig ud på alternative ruter gennem haven, hvor de undervejs vil passere vilde blomster, buske og frugttræer. Fra en ny terrasse kan man nyde den fantastiske udsigt over floden Saale. Som et nyt indgreb i haven vil en let, organisk bro forbinde tre forskellige niveauer i haven til bygningen i det fjerneste østlige hjørne.

En åben glasfacade vil omdanne en tidligere hønsegård til et dokumentationscenter, der vil udforske Paul-Schultze Naumburgs liv samt kaste et kritisk blik på hans idéer og racistiske ideologi.

Relateret indhold