De tre teams
- TEAM A:
- – Hovedrådgiver: ADEPT ApS.
- – Underrådgiver: Mandaworks, Rambøll og GivRum.
- TEAM B:
- – Hovedrådgiver: SLA Aarhus ApS.
- – Underrådgiver: Praksis Arkitekter og A1 Consult.
- – Konsulent: Have Kommunikation, GXN og Jimmy Valentin.
- TEAM C:
- – Hovedrådgiver: GHB Landskabsarkitekter a/s.
- – Underrådgiver: Kjellander & Sjöberg AB, TYRENS A/S, REALISE og Mogens Morgen.
Faaborg-Midtfyn Kommune har valgt de tre teams, der skal deltage i en konkurrence om at skabe en udviklingsplan for Faaborg havn og by.
De tre teams skal komme med svar på, hvordan Faaborg kan gøres endnu mere attraktiv for både borgere, turister og erhvervsliv.
Programchef i Realdania Astrid Bruus-Thomsen glæder sig til at følge planarbejdet:
– Udviklingsarbejdet skal udmønte sig i en plan for, hvordan der blandt andet bliver skabt synlige og attraktive forbindelser mellem Faaborgs gamle, unikke bymidte og et havneområde i en rivende udvikling samt byens kultur- og fritidsaksen. Udviklingsplanen skal være med til at sikre Faaborgs position som en attraktiv bosætnings- og turismeby i det sydfynske med oplevelser og byliv af høj kvalitet,siger hun.
Ambition skal realiseres
De tre teams skal med afsæt i Faaborgs stærke kvaliteter skabe en samlet udviklingsplan for den bytransformation, der allerede er i gang og formulere en langsigtet plan for den videre udvikling. En plan, der skal være med til at realisere ambitionen om at få Faaborg til at vækste, særligt inden for turisme, bosætning og med nye arbejdspladser.
Udviklingsplanen skal blandt andet skitsere, hvordan man kan udnytte Faaborgs tre udviklingsområder: Slagterigrunden, banegårdsområdet og kulturområdet. Herunder, hvordan arealerne skal anvendes, og hvilke funktioner der skal placeres hvor. Helt centralt er placeringen af et nyt øhavsmuseum, et kur- og kulturprojekt for mennesker med længerevarende sygdom, et nyt hovedbibliotek samt et nyt sundhedshus.
Konkurrencen gennemføres som en såkaldt parallelkonkurrence, der giver mulighed for dialog mellem de deltagende hold undervejs – ligesom dommere, fagdommere og rådgivere til konkurrencen bidrager med viden og indgår i dialogen med de deltagende teams.