I bydelen Wandsbek opføres de næste år et af Tysklands største træbyggerier for Hamborgs svar på By & Havn, Sprinkenhof GmbH. Byggeriet er tegnet af den danske tegnestue Adept, og det næsten 34.000 kvadratmeter store administrationsbyggeri skal rumme cirka 800 arbejdspladser og skabe rammerne om borgernes møde med den offentlige forvaltning. Det oplyser Adept i en pressemeddelelse.
Bygherren ønsker at opføre byggeriet som et identitetsrigt pilotprojekt, hvor bæredygtigheden i huset er synlig og nærværende, og hvor de grønne facader og synlige trækonstruktioner er med til at fortælle historien om, hvilke samfundsmæssige værdier bygherren gerne vil kendes for.
– Bygherrens høje ambitioner om at opføre huset som et fyrtårn for bæredygtigt byggeri falder godt i hak med vores egen passion for at skabe bæredygtige løsninger forankret i funktionalitet og brugere. Det er enormt inspirerende at skulle bygge for en offentlig bygherre, som tager ansvaret på sig med at understøtte konkrete adfærdsændringer i brugere og samfund hen imod en dybere ansvarlighed over for jordens ressourcer, fortæller projektets ansvarlige partner, Anders Lonka.
Byggeriet opføres på en smal grund, Wandsbeker Zollinsel, som har givet form til huset, der som minimum skal certificeres til DGNB Guld.
– Vi har i 2020 etableret tegnestue i Hamborg for at optimere vores rådgivning på en række igangværende tyske projekter, og vi håber selvfølgelig, at vi med realiseringen af byggeriet i Wandsbek får flere muligheder for fremadrettet at arbejde med ambitiøst træbyggeri og de større bygningsopgaver både i Tyskland og herhjemme’ siger Anders Lonka.
Adept står i Tyskland blandt andet bag udviklingen af det ny 105. distrikt i Hamborg, Oberbillwerder, udviklingen af den 1100 hektar store bydel Neuperlach i München, samt et næsten 8000 kvadratmeter kulturbyggeri i Berlin.