Cykelslangen får stor britisk pris

Dissing+Weitlings røde cykelbro - Cykelslangen - får en ny, stor pris - denne gang en Graphite Pencil fra D&AD.
Dissing+Weitling Architecture har modtaget en pris fra D&AD for sit design af Cykelslangen. Foto: Dissing+Weitling Architecture.
Dissing+Weitling Architecture har modtaget en pris fra D&AD for sit design af Cykelslangen. Foto: Dissing+Weitling Architecture.

Cykelslangen

  • Ingeniør: Rambøll
  • Lysdesign: Lightconstructor CPH
  • Entreprenør: MT Højgaard
  • Bygherre: Københavns Kommune

Cykelslangen i København er blevet præmieret med en ny, stor pris. Dissing+Weitling Architectures røde cykelbro har fået en Graphite Pencil fra britiske D&AD, der er en af de helt store priser indenfor design og reklame. En Graphite Pencil er i D&AD’s terminologi at betragte som en sølvmedalje, og den gives til arbejde, der skiller sig ud, er smukt udført og bygger på en original og inspirerende ide.

Cykelslangen har i de seneste måneder modtaget flere internationale priser, heriblandt WAN Transport Award og en Architizer A+ Award, og den er derudover også blevet hædret med Arkitektforeningens Store Arne-pris.

Vi står i forvejen stærkt som arkitekter inden for brodesign i stor som lille skala, og vi håber naturligvis, at denne udvikling vil blive yderligere forstærket af al opmærksomheden, som Cykelslangen giver os.

Katja Brandt Lassen Arkitekt, Dissing+Weitling Architecture

Global interesse

Cykelslangen er en vigtig del af Københavns Kommunes cykelstrategi, der søger at skabe de bedste rammer for cyklisterne og synliggøre cykling som en miljøvenlig og effektiv transportform og derigennem øge antallet af cyklister i København.

Dissing+Weitling Architecture beskriver selv Cykelslangen som et relativt beskedent værk, der til tegnestuens store overraskelse er gået verden rundt og er blevet et billede på København som en progressiv og glad cykelby. Tegnestuen får jævnligt henvendelser fra medier overalt i verden, der gerne vil høre mere om og modtage billeder af den røde cykelbro.

– Det er naturligvis overvældende og til stor glæde – ikke mindst at vi er med til at sætte fokus på miljøet og skabe opmærksomhed omkring mulighederne for at implementere cykling som en del af den daglige transport i storbyer, men også at det kan blive til en særlig oplevelse og ikke altid behøver at foregå på en cykelsti i siden af vejbanen, siger arkitekt Katja Brandt Lassen fra Dissing+Weitling Architecture.

Skal bruges fremadrettet

Den nye pris fra D&AD vækker også glæde hos tegnestuen, der håber, at den kan være med til at åbne endnu flere døre til fremtidige brodesign.

– Vi står i forvejen stærkt som arkitekter inden for brodesign i stor som lille skala, og vi håber naturligvis, at denne udvikling vil blive yderligere forstærket af al opmærksomheden, som Cykelslangen giver os, siger Katja Brandt Lassen.

Cykelslangen er 235 meter lang og slynger sig fra Kalvebod Brygge til Havneholmen. Cyklisterne på broen befinder sig 4,8 meter over vandspejlet mellem højhuse som Aller Huset og Hotel Copenhagen Island og seks meter over fodgængerne på gaden og kajen.

Cykelslangen strækker sig 235 meter fra Kalvebod Brygge til Havneholmen. Foto: Ole Malling.
Cykelslangen strækker sig 235 meter fra Kalvebod Brygge til Havneholmen. Foto: Ole Malling.

Relateret indhold