Arkitekter nytænker landbruget – vil have fødevareproduktionen op i højderne

I Danmark optager fødevareproduktion mere end 60 % af vores samlede areal. Kan vi gøre det anderledes?, spørger Det Kongelige Akademi, der sætter fødevareproduktionen og den rumlige planlægning til diskussion.
Underjordiske bylandbrug vil - i samarbejde med nye teknologier - kunne udvide mulighederne for fødevareproduktionsrum i byerne. Visualisering: Sweco
Underjordiske bylandbrug vil - i samarbejde med nye teknologier - kunne udvide mulighederne for fødevareproduktionsrum i byerne. Visualisering: Sweco

I Tårnby producerer grønt- og krydderurteproducenten Nordic Harvest urter og salater i et sindrigt system af vækstkasser, der går helt op under taget i 14 etagers højde. Her har man valgt, at fødevarerne skal gro i højhuse med det primære formål at få skovene tilbage.

Vertical farms, som konceptet kaldes i udlandet, findes i bl.a. USA, Japan og Singapore. Den største, ‘YesHealth Farm’ ligger ifølge Nordea Invest i Taiwan, og flere andre steder skyder urbane fødevare-højhuse op, for fødevareproduktion i højden kan få stor betydning for både miljø, biodiversitet og klima.

Det er på den baggrund, at Det Kongelige Akademi inviterer til den internationale forskningskonference Food Scapes, hvor fødevareproduktionen og den rumlige planlægning sættes til diskussion under undertitlen ‘Future Spaces of Sustainable Food Production’.

Fokus på konferencen vil bl.a. være på de nødvendige forandringer i måden, vi planlægger vores fødevareproduktion på i fremtiden; Hvordan bidrager vores byer, nye teknologier og arkitekturen til transformationen mod en mere bæredygtig fremtid og bedre fødevaresikkerhed? Hvorfor bliver en større andel af vores fødevarer ikke produceret inde i byerne, hvor størstedelen af verdens befolkning bor?

Skaber ny viden

Blandt deltagerne på konferencen er førende forskere inden for arkitektur, planlægning og fødevareproduktion, der sammen undersøger aktuelle forslag til, hvordan vi på et systemisk niveau kan ændre landbrug og fødevareproduktion set fra et rumligt og planlægningsmæssigt perspektiv.

Undervejs vil der være paneldebatter med repræsentanter fra organisationer og erhverv.

– På det Kongelige Akademi arbejder vi målrettet med at skabe ny viden til de store klimaudfordringer, vi står over for i dag. Tværfagligt samarbejde er vejen frem og derfor glæder jeg mig meget til denne konference, hvor arkitekter og fødevareforskere sammen nytænker landbruget, som er et af de mest klimabelastende erhverv, siger Lene Dammand Lund, rektor på Det Kongelige Akademi.

Tænk land og by på en ny måde

På konferencen stilles der bl.a. spørgsmål til, hvordan vi kan udforme arealerne, så fødevareproduktion, mennesker og andre arter får et nyt og mere bæredygtigt samspil. Hvordan kan vi gentænke den traditionelle måde at tænke land og by på – og hvilke relevante planlægningsmæssige tiltag, kan der iværksættes, så produktionen af vores fødevarer fremover bliver dyrket langt mere klima- og miljøvenligt?

Ud over Det Kongelige Akademi står også Sweco Architects bag konferencen. Herfra siger innovationschef Karl-Martin Buch Frederiksen:

– Den stigende urbanisering, teknologiens kvantespring og den grønne omstilling peger på et forstående paradigmeskift i vores spisevaner. Vi bliver nødt til at udfordre det ulige forhold mellem by og land og se på, om fremtidens storbyer overhovedet kan udvikles grønne, uden at madproduktionen er en del af planstrategien.

Læs mere om konferencen her.

Relateret indhold