Byggeriet CO2-udslip skal ned, og det kræver blandt andet, at vi ændrer måden, vi bygger på og anvender materialer.
Derfor har 32 arkitektstuderende fra Kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering på Det Kongelige Akademi sammen med deres lærere sat sig for at undersøge, lære af og nyfortolke den danske landbokulturs bygninger på Frilandsmuseet i Lyngby – med konkret afsæt i bondegården fra Lundager, der stammer fra midten af 1700-tallet.
Formålet er at studere, hvordan man respektfuldt kan restaurere, transformere og energiforbedre gamle huse og skabe nye funktioner til nutidens behov uden at rive ned og bygge nyt samtidig med, at der udelukkende gøres brug af de naturlige materialer bygningerne er lavet af såsom hamp, ler, træ, kalk og vand.
– Fortidens bønder har ikke bygget deres gårde ud fra idealer om bæredygtighed. De var tvunget af økonomiske grunde til at bygge med det, de kunne få fat i, og vedligeholde det, der var. De byggede med traditionelle, overvejende regionale materialer og anvendte teknikker, som blev udviklet gennem generationer, siger Nicolai Bo Andersen, professor på Det Kongelige Akademi.
Projektet indgår i forskningsprojektet ‘Dér, hvor vi bor, nu, engang og i fremtiden’ om formidling af arkitektonisk kulturarv, som er et samarbejde mellem forskere fra RUC, Frilandsmuseet og Det Kongelige Akademi. Projektet strækker sig over tre år og startede i 2022.
Langt fra perfekte
Nicolai Bo Andersen fortæller videre, at de gamle huse langt fra var perfekte.
Blandt andet har beboerne, gulvene har været kolde, væggene fugtige og vinduerne utætte. Desuden har der været lavt til loftet og vinduerne var få og små, ligesom at levende ild til opvarmning og madlavning har fyldt rummene med røg og sod.
– Det er ikke meningen, at vi skal bo som man gjorde på landet i 17-1800-tallet, men vi kan lære af bøndernes evne til at anvende materialer fra de nære omgivelser, tilpasse bygningerne til det omgivende landskab og forlænge de sparsomme ressourcers levetid gennem korrekt brug af materialer og vedligeholdelse. Vi kan bygge videre på erfaringerne, siger han.
Museumsgæsterne engageres i klimaspørgsmål
De studerende har fået lov til at bygge en fritstående isolerende konstruktion indeni Lundagergården, hvor spørgsmålet er:
Hvordan kan vi genbruge og efterisolere et eksisterende rum ved hjælp af naturlige materialer, så husets eksisterende kulturhistoriske og æstetiske kvaliteter ikke svækkes, men tværtimod forstærkes?
Nyfortolkningen skal også fungere som formidling på Frilandsmuseet, hvor det er hensigten af engagere museumsgæsterne i klima- og miljøspørgsmål ved at studere de historiske bygninger og vise, hvordan de kan inspirere en fremtidig bæredygtig bygningskultur.
Projektet på Frilandsmuseet, der gennemføres med støtte af Velux Fonden, har rejsegilde den 17. maj.