AART tegner iøjefaldende norsk kontorbygning

Bygningen skal bruges af ejendomsselskaberne IK Gruppen og Argentum.
Den nye kontorbygning skal ligge i bydelen Bryn. Visualisering: AART architects.
Den nye kontorbygning skal ligge i bydelen Bryn. Visualisering: AART architects.

Ny kontorbygning for IK Gruppen og Argentum

  • Beliggenhed: Tvetenveien 8, Oslo, Norge
  • Status: Under opførelse
  • Størrelse: 12.500 kvm
  • Bygherre: Argentum og IK Gruppen
  • Arkitekt: AART architects
  • Landskabsarkitekt: Studio Oslo Landskapsarkitekter
  • Konsulent: B-Consult

AART har fået til opgave at tegne den nye kontorbygning for ejendomsselskaberne IK Gruppen og Argentum i den centrale del af bydelen Bryn i Oslo. Det skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.

Der kommer til at være 12.500 kvadratmeter kontorer, showrooms og fællesfaciliteter i tæt samspil med den omgivende by.

– Med den nye kontorbygning ønsker vi at bidrage til udviklingen af Bryn som en levende og attraktiv bydel. Sammen med IK Gruppen og Argentum har vi derfor lagt vægt på at skabe en bygning med en mangfoldighed af funktioner indadtil og et tæt samspil med byen udadtil, siger Anders Strange, der er stiftende partner i AART architects og daglig leder af virksomhedens kontor i Oslo.

IK Gruppen vil samlokalisere sin egen virksomhed i den nye kontorbygning, mens øvrige lejere skal tiltrækkes med en attraktiv beliggenhed, fleksible kvadratmeter og en bred vifte af funktioner tilpasset moderne virksomheder.

– Det bliver en dynamisk kontorbygning med et alsidigt tilbud af kontorer, showrooms og fællesfaciliteter – og vel at mærke nær bydelens centrum og måske mest tilgængelige beliggenhed i både bil og med kollektiv trafik, siger Kent Brunvoll, ejendomsdirektør i IK Gruppen.

Større og mere liv

Indadtil åbner to atrier bygningen og binder de mange funktioner i huset sammen. Udadtil skal bygningen træde åbent og markant frem i bybilledet. Det skal blandt andet ske ved, at facaden bliver klædt i natursten samt kompositionen af lofthøje vinduespartier.

Samspillet med byen kommer også til udtryk i ankomsttorvet ved hovedindgangen, hvor træer, beplantning og opholdsmuligheder skal give nye kvaliteter og liv til omgivelserne. Samtidig bliver parkeringsområdet flyttet fra gadeplan til en kælder under bygningen.

Bygningen forventes at stå færdig i slutningen af 2020.

Relateret indhold