Grundfos har et erklæret mål om at nå net-zero ift. CO2-udledning – og dermed reducere CO2-udledningen med mindst 90 % – senest i 2050.
Derfor har bæredygtighed også været et fokuspunkt i udviklingen af en ny kontorbygning, som lige nu tager form ved Grundfos’ hovedsæde i Bjerringbro.
Blandt andet har man arbejdet med et bygningsdesign, som er gennemtænkt ift. den fremtidige drift. Her har man for eksempel arbejdet med et passivt design, hvor udhæng på facaden mindsker overophedning af kontorerne og dermed behovet for kunstig nedkøling.
AART har i samarbejde med Niras udviklet projektet, og ønsket fra Grundfos lød på en bygning, hvor der foruden bæredygtighed også var fokus på medarbejdernes velvære, fortæller Kathrine Hegner Stærmose, arkitekt og partner i AART:
– Forskning viser, at det fysiske arbejdsmiljø kan spille en stor rolle for medarbejderes trivsel, hvor det kan bidrage til blandt andet øget arbejdsglæde, større produktivitet og en nedbringelse af sygefravær. Med afsæt i viden om ‘biophilic architecture’, hvor naturen bringes ind i bygningsdesignet, har vi arbejdet bevidst og målrettet med at oversætte Grundfos’ ønsker til konkrete løsninger i bygningen.
Konkret betyder det, at nærhed til naturen er prioriteret højt i designet af den ca. 1400 m2 store bygning – alle arbejdsstationer er placeret mod syd og med udsigt til skoven og direkte adgang til naturen. Derudover vil naturmaterialer, planter og den lokale håndtering af regnvand bruges synligt og rekreativt i og omkring bygningen til at skabe et afstressende arbejdsmiljø.
Bygningens liv bliver synligt
Den nye bygning bliver Grundfos’ første, som certificeres til DGNB Guld, og man arbejder i øvrigt målrettet med at reducere CO2-udledningen fra byggeriet gennem for eksempel materialevalget.
Derudover – og for at understøtte samarbejde og arbejdsmiljø – har man arbejdet med en aktivitetsbaseret tilgang til indretningen, hvor medarbejderne efter behov kan søge forskellige miljøer. Det gælder for eksempel lab-arbejdspladser, ‘makke-borde’, fordybelsesrum, samarbejdsstationer og uformelle mødezoner i løbet af dagen.
Bygningen har desuden en stærk visuel sammenhæng, hvor de forskellige aktiviteter bliver synlige og bidrager til at øge fællesskabsfølelsen blandt medarbejderne, der tidligere har siddet adskilt på to etager.
– Vidensdeling, fællesskab og samarbejde var nøglepunkter i det oplæg, vi fik fra Grundfos. Derfor har vi arbejdet med at skabe et særligt arbejdsmiljø med meget rå rum og synlige installationer. Her bliver bygningens liv synligt, og man får virkelig fornemmelsen af, at det er skabende mennesker, som arbejder, fortæller Kathrine Hegner Stærmose.
Bygningen forventes at stå klar til indflytning i september 2023.