Aarhus’ nye arkitektskole indvies officielt

Et tomt lærred skabt til ideer, kreativitet og læring, lyder arkitekternes beskrivelse af den nye Arkitektskole i Aarhus, som officielt indvies i dag.
Arkitekturen er rå, næsten så rå som en industribygning - men det er kun ved første øjekast. Foto: Ramus Hjortshøj.
Arkitekturen er rå, næsten så rå som en industribygning - men det er kun ved første øjekast. Foto: Ramus Hjortshøj.

Arkitektskolen Aarhus

  • Bygherre: Bygningsstyrelsen / Arkitektskolen Aarhus
  • Areal: 12.500 kvm.
  • Budget: 287 mio. kroner
  • Totalrådgiver: ADEPT
  • Ingeniør: Tri-Consult
  • Entreprenør: A. Enggaard A/S
  • Øvrige rådgivere: Vargo Nielsen Palle, Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Steensen Varming, Lendager Arktekter, Etos Ingeniører
  • Landskab: ADEPT
  • Kunst: Lea Porsager
  • Bibliotek: Praksis Arkitekter

Den nye Arkitektskole i Aarhus er placeret på det tidligere Godsbaneareal, centralt i byen, hvor de fysiske spor fra områdets historie skaber en rå identitet. Karakteriseret af eksponerede materialer og synlige føringer, såvel som de industrielle detaljer, tilpasser bygningen sig til det upolerede miljø, herunder den nærmeste nabo ‘Institut for X’, et alternativt grønt byggefællesskab med start-ups og kultur.

Arkitekturens målrettede enkelhed er et detaljeret svar på skolens behov for funktionelle og robuste rum, som giver mulighed for at eksperimentere med nye læringsmetoder. Bygningen har en stærk identitet, der matcher ambitionen om at være en af de bedste arkitektskoler i Europa og fungerer i sig selv som skolens bedste udstillingsvindue ved at gøre skolens liv tilgængeligt for offentligheden.

De præcise detaljer, eksponerede føringer og en klar rumlig organisation kommunikerer tydeligt, hvilke dele en bygning består af, og hvordan arkitekturen kan træde i baggrunden som en fleksibel ramme om husets aktiviteter. Foto: Ramus Hjortshøj.
De præcise detaljer, eksponerede føringer og en klar rumlig organisation kommunikerer tydeligt, hvilke dele en bygning består af, og hvordan arkitekturen kan træde i baggrunden som en fleksibel ramme om husets aktiviteter. Foto: Ramus Hjortshøj.

Den rumlige organisering og indvendige transparens gør studieaktiviteter og værksteder synlige og tilstedeværende – og er derfor med til at opmuntre til fællesskab, faglighed og synergi.

Læs også: Nu skyder ‘et af verdens mest bæredygtige byggerier’ op i Ørestad

– Den nye Arkitektskole i Aarhus samler ti tidligere placeringer i én bygning. Skolens drøm var en robust struktur, et levende laboratorium for arkitektur, og dette har resulteret i det industrielle præg huset har. Det er ikke et ikon-byggeri, men et værksted. Et tomt lærred skabt til ideer, kreativitet og læring, forklarer Martin Krogh, partner hos Adept, og fortsætter:

– Husets udformning gør det muligt for indvendige og udvendige rum at blande sig, ikke kun gennem bogstavelig transparens, men også ved at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er skolens rum og hvad der er byens. Det betyder, at både det omkringliggende bymiljø og de studerendes eksperimenter vil præge bygningen i fremtiden. Det er en bygning, der blev designet til aldrig at have nok i sig selv. Den er kun færdig, når den er i brug.

Smal materialepalet reducerer ressourcer

Bygningen er realiseret med designintegrerede løsninger og intentionen om at maksimere rumlig fleksibilitet. En smal materialepalet reducerer bygningens materialeressourcer, herunder er der tænkt i lokale produktions- og transportkæder, hvor det er muligt.

Den nye Arkitektskole i Aarhus er udformet som et værksted for arkitektureksperimenter, workshopbaseret læring og kreativ synergi. Foto: Ramus Hjortshøj.
Den nye Arkitektskole i Aarhus er udformet som et værksted for arkitektureksperimenter, workshopbaseret læring og kreativ synergi. Foto: Ramus Hjortshøj.

Beton er valgt som den mest optimale løsning ift. kravet om store og modstandsdygtige rum, og derfor har teamet bag projektet arbejdet tæt sammen med producenten for at reducere materialeforbrug i konstruktionen samt for at maksimere brugen af genbrugstilslag og tilskynde nul-affaldsproduktion. Blandt øvrige bæredygtige tiltag er klodsgulvene upcyclet af rester fra industriel vinduesproduktion, ligesom den store biblioteksstruktur, der spænder over flere etager, er delvist fremstillet af et reolsystem fra en nærliggende historisk bygning.

Læs også: Egedal får plads til flere ældre – men satser også på de yngre

Byrummet omkring skolen er en del af et forskningsprojekt, der har til formål at genbruge byggematerialer fra bygning til landskab, teste klimatilpasningsløsninger og flytte biotoper fra et sted til et andet. Målet er at reducere energiforbrug med op til 50 % i forhold til summen af arkitektskolens tidligere bygninger.

Partnermodel viser alternativ retning

Byggeriet er gennemført i en innovativ partnermodel, som viser en alternativ retning for tværfagligt samarbejde i byggeindustrien.

Modellen er bl.a. baseret på omfattende bruger- og naboinvolvering og udvisker interne hierarkier i projektorganisationen for at fremme en gennemsigtig udviklingsproces og et stærkt ejerskab på alle niveauer i partnerskabet.

Relateret indhold