Aarhus Byråd godkendte onsdag aften en indstilling om salg af Saltholmsgade/Hjortensgade. Dermed er det nu vedtaget, at området fremover både får en ny gade, Æbeløgade, og såvel ejerboliger som almene boliger til aarhusianerne. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
– Aarhus har brug for kvalitetsboliger, og med salget er vejen banet for en varieret udbygning med både ejer- og lejeboliger. Det er godt for Midtbyens sociale bæredygtighed, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, der samtidig glæder sig over, at der bliver bygget flere boliger i det eksisterende bymiljø.
Klassisk bystruktur
Det er Cosmo Property Invest med Raundahl & Moesby samt CEBRA som rådgivere, der er vindere af udbuddet.
Projektet i Saltholmsgade/Hjortensgade er særligt interessant, da man inddrager den klassiske bystruktur ved at give området en ny gade, som forbinder Møllevejen og Saltholmsgade. Der er en stor variation i typer af lejligheder, ligesom projektet indeholder både etageboliger og byhuse.
Æbeløgade er tænkt som et byrum med plads til blandt andet fællesspisning og markeder. Arkitekturen i Æbeløgade kan betegnes som en moderne nyfortolkning af de velkendte Øgadehuse, der er i nabokvarteret. Disse er blandt andet kendetegnet ved skrånende tage, attraktive grønne gårdrum og små forhaver.
Ny bynatur
Udbudsvinderen ønsker også at indgå et samarbejde med Botanisk Have omkring tilrettelæggelsen af bynatur i området. Det skal styrke identiteten af området og den nye gade.
Udover de private boliger i området ved Botanisk Have, har Aarhus Kommune afholdt en selvstændig konkurrence om kvote til almene familieboliger på naboarealet – her skal Boligforeningen Ringgården bygge 38 familieboliger i flere forskellige størrelser.
Den gamle værkstedsbygning skal anvendes til erhverv og indgår ikke som en del af udbuddet.
Aarhus Kommune modtog i forbindelse med udbuddet otte forskellige tilbud på at bygge på Saltholmsgade.
