Årets skolebyggeri 2024: Her er finalisterne

Konkurrencen Årets skolebyggeri 2024 er nået ind i sin afsluttende fase. 11 vidt forskellige projekter var indstillet til prisen. Nu står 3 arkitektonisk fleksible skoler tilbage i finalen.
Dybkærskolen i Silkeborg tager kampen op mod de to københavnerskoler Nordøstamager Skole og Sluseholmen Skole i konkurrencen om at blive Årets skolebyggeri 2024. Foto: Sweco Danmark

Årets skolebyggeri

Nohrcon står bag Årets skolebyggeri, der er blevet uddelt siden 2013.

De tidligere vindere er:

2023: Børne- og Kulturhuset i Høje-Taastrup

2022: Vrå Børne- og kulturhus

2021: Erlev Skole i Haderslev

2020: Lindbjergskolen i Herning

2019: Holbergskolen i Emdrup

2018: Det Kgl. Bibliotek i Aarhus (nyt lærings-/studiemiljø)

2017: FlowFactory (VUC) i Haderslev

2016: Frederiksbjerg Skole i Aarhus

2015: Skolen i Sydhavnen i København

2014: Dyvekeskolen i København

2013: Nordstjerneskolen i Frederikshavn

En offentlig afstemning og en votering i fagjuryen har ført til, at vinderen af Nohrcons Årets skolebyggeri 2024 skal findes blandt to skoleprojekter i København og ét i Silkeborg.

De nominerede er (i alfabetisk rækkefølge):

  • Dybkærskolen (Silkeborg)
  • Nordøstamager Skole (København S)
  • Sluseholmen Skole (København SV)

Fællesnævneren for fremtidens skole ser ud til at være fleksible arkitektoniske løsninger, som understøtter moderne læringsmetoder og fremtidige behov – med bæredygtighed og integration med lokalområdet for øje.

Det er en fagligt bred jury, der har truffet beslutningen om, hvilke skoler, der er nået med i ’finalen’.

De har givet Dybkærskolen i Silkeborg følgende ord med på vejen:

”Dybkærskolen i Silkeborg er en arkitektonisk perle, der, beliggende på toppen af Gødvad Bakke, fungerer som et centralt kultur- og aktivitetscenter i området. Skolens design fokuserer på praksisfaglighed og projektbaseret læring i tæt samspil med omgivelserne, og byggeriet afspejler en bevidsthed om bæredygtighed og fællesskab.”

Dybkærskolen, Silkeborg

Foto: Sweco Danmark

Bygherre: Silkeborg Kommune

Arkitekt: Sweco Architects

Ingeniør: Sweco Architects

Landskabsarkitekt: Vega Landskab

Læringsmiljø- og proceskonsulent: Autens

Projektet er indstillet af Sweco Danmark.

Tredje gang er lykkens gang

Nordøstamager Skole: Foto: Niels Nygaard

Nordøstamager Skole er en ombejlet størrelse og har allerede været nomineret til to priser: Publikumsprisen, der uddeles i forbindelse med Københavns bygningspræmiering, og arkitekturprisen Årets Arne, der uddeles af Arkitektforeningen i København.

Ingen af priserne tilfaldt dog Nordøstamager Skole. Tredje gang bliver derfor lykkens gang for den nye skole. Den beskrives således:

”Nordøstamager Skole i København S er en moderne skole i hjertet af København, der kombinerer det 21. århundredes læringsprincipper med en stærk bæredygtig profil. Skolen fungerer som et naturligt samlingspunkt i det omkringliggende lokalområde og tilbyder fleksible læringsrum, der understøtter både undervisning og fritidsaktiviteter.”

Nordøstamager skole, København S

Foto: Niels Nygaard

Bygherre: Københavns Kommune

Arkitekt: Christensen & Co. Arkitekter og Kjaer & Richter

Ingeniør: Lyngkilde, Ingeniørfirmaet Sori, Via trafik, DBI

Entreprenør: NCC Danmark

Landskabsarkitekt: 1:1 Landskab

Projektet er indstillet af: Christensen & Co. Arkitekter.

En grøn oase

Sluseholmen Skole. Foto: Niels Nygaard

Københavns Kommune har som bygherre sat sig på to ud af tre pladser i opløbet til Årets skolebyggeri 2024. Den anden nominerede københavnske skole er Sluseholmen Skole, der får følgende ord med på vejen:

”Sluseholmen Skole i København SV er en grøn oase i København, hvor integrationen med byens liv og natur er central. Med sin placering langs kanalen og innovative design, med fokus på fleksible læringsrum, tilbyder skolen både elever og lokale beboere et trygt og attraktivt byrum til leg, bevægelse og ophold hele dagen langt ud i fremtiden – og med fokus på bæredygtighed.”

Sluseholmen Skole, København SV

Sluseholmen Skole udmærker sig bl.a. ved at udnytte de dyre københavnske kvadratmeter til både skole, parkeringshus samt en sportshal, der er placeret oven på parkeringshuset. Foto: Torben Eskerod

Juryen består af:

– Siv Stavem, Educational Planner, Norconsult

– Winie Ricken, arkitekt og ph.d. i læringsrum, Learningspaces

– Rasmus Challi, arkitekt og partner, rasmusrasmus

– Pernille la Cour, rumlig og didaktisk konsulent i Tanketeket

– Pernille Folting, skoleleder, Børne og Kulturhuset i Høje-Taastrup (vinder 2023)

– Lene Vestervang Olsen, skoleekspert i læringsmiljøer

Bygherre: Byggeri København, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune

Arkitekt: JJW Arkitekter

Ingeniør: ABC Rådgivende Ingeniører, JL Engineering

Entreprenør: BAM Danmark

Andre involverede: Thing Brandt Landskab, Keingart Space Activators, Via Trafik, Gade Mortensen Akustik, DBi, Cowi

Dette projekt er indstillet af JJW Arkitekter.

Vinderen af Årets skolebyggeri 2024 afsløres på Nohrcons konference om fremtidens skolebyggeri, der afholdes i København d. 2. oktober.

Relateret indhold