Kommunerne får kortlagt behovet for kystbeskyttelse

En ny national kortlægning af risikoen for oversvømmelse og erosion langs de danske kyster, 'Kystplanlægger', skal hjælpe landets 76 kystkommuner med prioritering og sammenhæng i kystbeskyttelsen.
Danmarks mange kilometer kyst er under stigende pres. Oversvømmelser og erosion ventes at tage til i årene frem. Foto: Colourbox.
Danmarks mange kilometer kyst er under stigende pres. Oversvømmelser og erosion ventes at tage til i årene frem. Foto: Colourbox.

Kystplanlægger

  • Danmark har 7300 km kystlinje, som i Kystplanlægger 2120 er inddelt i 15 hovedstrækninger og yderligere underopdelt i 458 såkaldte strategi-strækninger.
  • Der præsenteres strategier til håndtering af udfordringen i forskellige tidsperspektiver og vejledende forslag til reduktion af risikoen for oversvømmelse og erosion.
  • Kystplanlægger bygger på enorme mængder data. Alene til fareberegninger er der lagt 900 GB data ind om havvand på land og 1,1 TB data om havstigninger.
  • I Kystplanlægger er hele kystlinjen inddelt i celler (grid) på 100 x 100 meter. En farveskala fra grøn (lav) til lilla (meget høj) viser risikoen i cellerne opgjort i kr. pr. år i et nutidsperspektiv og om 50 år og 100 år.
  • Den primære målgruppe for Kystplanlægger er kystkommuner. Men værktøjet er tilgængeligt for alle, så også borgere, foreninger, organisationer, investorer, erhvervsdrivende, rådgivere og andre med interesse for kystens udvikling er velkomne til at bruge det.

Danmark står over for store udfordringer med stigende havvandstand og hyppigere og voldsommere storme. Midt i udfordringerne er kommunernes planlægning af klimatilpasningen af kysterne helt central. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

For at give kommunerne et solidt udgangspunkt for planlægningen, offentliggør miljøminister Lea Wermelin sammen med Kystdirektoratet i dag en ny national risikokortlægning i form af det digitale planlægningsværktøj Kystplanlægger 2120.

– Med værktøjet Kystplanlægger får vi detaljeret viden om, hvor risikoen er størst 100 år ud i fremtiden. Værktøjet er en skattekiste af viden og forslag, som kystkommunerne kan bruge til at planlægge fremtidens kystbeskyttelse, siger miljøminister Lea Wermelin.

Data på tværs af kommuner

Kystdirektoratet har lavet den nationale kortlægning af Danmarks 7300 kilometer lange kystlinje. Den viser risikoen for oversvømmelse, og hvor havet nedbryder kysten (erosion), samt mulige skader og økonomiske tab. Alle disse data er tilgængelige i det nye værktøj, som ved hjælp af digitale kort viser risikoen på en given strækning i dag, om 50 år og om 100 år. Samtidig giver Kystplanlægger vejledende forslag til kystbeskyttelse på den valgte strækning, det kan for eksempel være at anlægge et dige eller at forstærke kysten med sand.

– Havet er ligeglad med kommunegrænser. Derfor er Kystplanlægger lavet, så det kan understøtte samarbejdet om kystbeskyttelsesindsatser på tværs af kommuner. Generelt ser vi ind i en fremtid, der bliver varmere, vådere og med mere ekstremt vejr. Vi er gået i gang med en national klimatilpasningsplan, hvor vi ser på udfordringerne fra kilde til kyst, og hvordan risikoen udvikler sig over tid. Det arbejde kan Kystplanlægger også understøtte, siger miljøministeren.

Kystlinjen i Kystplanlægger er delt op i 15 hovedstrækninger, som yderligere er underopdelt i 458 strategi-strækninger med konkrete forslag til kystbeskyttende tiltag.

Kystplanlægger 2120 er udviklet af Kystdirektoratet og designet i dialog med KL og kommunerne. Værktøjet er tilgængeligt for alle, såvel borgere som andre interesserede kan se med på www.kystplanlaegger.dk.

Relateret indhold